Faktaboks

Halfdan Mahler
Født
21. april 1923
Død
14. december 2016

Halfdan Mahler, Halfdan Theodor Mahler, 21.4.1923-14.12.2016, dansk læge. Efter lægeeksamen arbejdede han med bekæmpelse af tuberkulose, først i den dansk organiserede kampagne i Europa, fra 1951 med WHO i Sydamerika og Indien og senere ved WHO's hovedsæde i Genève.

Halfdan Mahler var WHO's generaldirektør 1973-88 og herefter til 1995 generalsekretær for International Planned Parenthood Federation. Mahlers største fortjeneste var hans indsats for at dreje WHO's aktiviteter i retning af en styrkelse af sygdomsforebyggelsen og sundhedsvæsenets indsats nær den enkelte borger, dvs. den primære sundhedstjeneste. Det skete bl.a. ved lanceringen af det ambitiøse slogan Sundhed for alle i år 2000 i 1977 og ved vedtagelsen af WHO's og UNICEF's Alma Ata-deklaration i 1978.

Vigtige tekniske programmer til forbedring af sundhedstilstanden, især i ulandene, fx børnevaccinationer og sikring af levering af de mest nødvendige lægemidler, blev påbegyndt i Halfdan Mahlers tid som generaldirektør. Disse initiativer og Mahlers personlighed gav WHO en stor gennemslagskraft i de 15 år, han var generaldirektør.

Halfdan Mahler var æresdoktor ved mange universiteter, bl.a. i København og Aarhus.

Læs også om Halfdan Mahler i Dansk Biografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig