Hakon Børresen

Faktaboks

Hakon Børresen

Axel Ejnar Hakon Børresen

Født
2. juni 1876
Død
6. oktober 1954

Artikelstart

Hakon Børresen var en dansk komponist. Fra 1895 var han elev af Johan Svendsen, der dirigerede hans 1. Symfoni i 1901. Johans Svendsens melodiske og velklingende stil satte sig dybe spor i Børresens musik. I 1902 modtog han Det Anckerske Legat og rejste til Tyskland og Frankrig.

Børresen komponerede i alt tre symfonier, Violinkoncert (1904), operaerne Den kongelige gæst (1919), der står som et hovedværk, og Kaddara (1921) med sin beskrivelse af arktisk folkeliv. For scenen komponerede han tillige balletten Tycho Brahes drøm (1924), melodramaet Historien om en Moder (1930). Hertil kom kammermusik (bl.a. Strygesekstet (1903) tilegnet Edvard Grieg) samt en række sange.

Ved siden af sit kompositoriske virke var Hakon Børresen formand for Dansk Tonekunstner Forening 1924-49 og i 1935 den første formand for Musikrådet, som han var medinitiativtager af.

Hakon Børresens instrumentationsevner og velformulerede stil gør ham til en førende repræsentant for dansk senromantisk musik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig