Hadrian 4., Nicholas Breakspeare, ca. 1100-1.9.1159, pave fra 1154; den hidtil eneste engelskfødte pave. Han drog tidligt til Frankrig, blev regularkannik i St. Ruf og avancerede i 1130'erne til abbed. Fra 1149 var han kardinalbiskop af Albano SØ for Rom og 1150-53 pavelig legat i Skandinavien, hvor han ophøjede Nidaros til ærkesæde. Kort efter udnævnelsen til pave indgik han forlig med kejser Frederik 1. Barbarossa, som bistod ham med at undertvinge byen Rom, der forsøgte at frigøre sig fra pavelig overhøjhed (se Arnold fra Brescia). Hadrian delte det gregorianske syn på pavens stilling, hvorfor han gentagne gange kom i konflikt med kejseren.