Hadley-cirkulation. Forenklet oversigt over det primære vindsystem på den nordlige halvkugle.

.

Hadley-cirkulationen er den del af den atmosfæriske cirkulation, som foregår i bælterne mellem ækvator og hhv. 30° nordlig bredde og 30° sydlig bredde.

Faktaboks

Etymologi
Fænomenet er opkaldt efter den engelske læge og meteorolog G. Hadley (1685-1768).
Også kendt som

Hadleycellen

Dannelsen af cirkulationen

Cirkulationen skabes, ved at luften over ækvator stiger til vejrs pga. opvarmningen. Under tropopausen søger luften mod nord og mod syd. På grund af Corioliskraften afbøjes luften mod øst og synker samtidig ned i de subtropiske højtryksbælter.

Ved jordoverfladen blæser luften tilbage mod ækvator (fra højtryk mod lavtryk), men afbøjes igen af Corioliskraften og danner passatvindene. På den nordlige halvkugle bliver det til nordøstpassaten, mens det på den sydlige halvkugle bliver til sydøstpassaten.

Klimapåvirkning

De stigende temperaturer, som følger af de igangværende klimaændringer, medfører, at Hadley-cirkulationen langsomt udvider sig på samme måde som en ballon, der opvarmes. Nedsynkningsområdet i det subtropiske højtryk flytter sig derved længere væk fra ækvator, og i fx Europa betyder det, at området omkring Middelhavet får mindre nedbør og udbredt tørke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig