Hachette, fransk bogforlag, grundlagt 1826 i Paris af Louis Hachette (1800-64). I 1990'erne er det den førende udgiver i Frankrig af værker inden for undervisning og uddannelse, især historie og sprog. Groupe Hachette er som et af Europas store mediekonglomerater involveret i tv- og filmproduktion, ejer radiostationer i syv lande og har et af verdens største distributionsnet for trykte medier. I Groupe Hachette indgår flere forlag i Italien, Spanien og USA samt af franske bl.a. Fayard og Grasset & Fasquelle. I begyndelsen af 1950'erne grundlagde Hachette billigbogsserien Livre de Poche.