H. Grüner-Nielsen, Hakon Grüner-Nielsen, 1881-1953, dansk folkeminde- og folkemusikforsker, ansat ved Dansk Folkemindesamling 1906-51. Allerede i 1907 indsamlede han viser på fonograf sammen med Evald Tang Kristensen, og i 1920'erne var han på indsamlingsrejser til Færøerne. Hans videnskabelige produktion har som emner folkeviser, folkedans, julestuer og julelege og folkelivet på Læsø, og han har udgivet og kommenteret skæmteviser og danske viser fra 1530-1630. Som elev af Axel Olrik videreførte han Danmarks gamle Folkeviser, og sammen med Erik Abrahamsen påbegyndte han udgivelsen af melodierne til folkeviserne. Med sin kritiske sans og sin førstehåndsviden var Grüner-Nielsen sin generations betydeligste traditionsforsker i Danmark.