H.P. Hansen, Hans Peter Hansen, 1879-1961, dansk museumsleder, uddannet som konservator. I 1897 kom han i forbindelse med museumsstifteren J.A. Trøstrup (1830-1915), som han i 1915 efterfulgte som forstander for Herning Museum. Ved sin vindende personlighed og en omfattende indsamlingsvirksomhed gjorde han museet til et centrum for midtjysk folkelivsforskning. Hansens store forfatterskab, præget af kontakt med Evald Tang Kristensen og H.F. Feilberg, gjorde ham i 1959 til æresdoktor ved Aarhus Universitet.