H.A.B. Vestergaard, Hans Adolf Brorson Vestergaard, 1872-1958, dansk landøkonom med planteforædling som speciale, leder af Abed Planteavlsstation på Lolland 1907-43. Vestergaards navn er uløseligt knyttet til to bygsorter, Kenia og Maja, som 1939-50 dominerede dansk bygavl. Forsøgsmaterialet hertil var delvis hentet i udlandet, især i Bøhmen og Sverige, men sorterne blev tilpasset danske vækstbetingelser. Til rækken af berømte Abed-kornsorter slutter sig mange andre foderplanter. Vestergaard blev i 1942 Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles første æresdoktor.