Højskolebladet, almenkulturelt tidsskrift med basis i de frie skoler, navnlig de grundtvigske folkehøjskoler. Højskolebladet, der blev grundlagt i 1876 af Konrad Jørgensen (1849-1921) og 1908-58 redigeret af Helge Skovmand (1883-1979), blev i 1958 en selvejende institution. Højskolebladet er ikke et foreningsblad eller pædagogisk tidsskrift, men et forum for bred oplysning og debat. Navnlig før 1958 var det hovedkilden til den grundtvigske bevægelses historie. Bladet blev i 1994 overtaget af Foreningen for Folkehøjskoler og udkommer 40 gange om året.