Güstrow, by 30 km syd for Rostock i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern; 30.000 indb. (2010). Güstrow ligger ved floden Nebel i et landskab med søer og vandløb, der udnyttes til rekreative formål; forarbejdning af landbrugsvarer er byens vigtigste erhverv.

Güstrows kulturelle centrum er slottet fra 1558, en af Nordtysklands betydeligste renæssancebygninger; museet på slottet har en stor samling kunst af tyske, hollandske og italienske mestre. Den gotiske Sankt Maria-domkirke er fra 1226 med altertavle fra 1500-t. af billedskærer Claus Berg og Ernst Barlachs bronzeskulptur Den svævende (1926/27, omsmeltet af nazisterne 1944, men nystøbt 1952).

I Güstrow, hvor Ernst Barlach boede fra 1910 åbnede i 1953 det første Barlach-Museum i Güstrower Gertrudenkapelle. Efter genforeningen erhvervede byen Güstrow boet efter Barlach og dermed blev en meget omfattende samling skulpturer, grafik, skitser og skriftlige kilder gjort tilgængelig for offentligheden. I 1997-98 opførtes tillige et udstillingsforum i umiddelbar sammenhæng med atelierbygningen og endelig i 2003 udvidedes museet med et grafikkabinet.

I Gertrudenkapelle har der siden 1981 har der været afholdt orgeldage for europæiske organister.

Güstrow blev grundlagt i 1200-t. og var 1235-1436 residensby for fyrsterne af Mecklenburg-Werle. 1556-1695 residerede hertugerne af Mecklenburg-Güstrow i byen, hvorefter den kom under hertugerne af Mecklenburg-Schwerin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig