Gyrstinge Sø

Gyrstinge Sø, langsø på Midtsjælland i tunneldalen mellem Køge og Åmosen 8 km nordvest for Ringsted. Københavns Vandforsyning erhvervede søen i 1969 og anlagde 1971-74 en dæmning i østenden, hvor Ringsted Å løber ud via en sluse. Søen har rørforbindelse til Haraldsted Sø. Udnyttelse og vejrforhold giver store vandstandssvingninger, og arealet i den normalt ca. 2,5 km2 store sø kan svinde til 2 km2.

Faktaboks

etymologi:
Stednavnet kendes fra ca. 1350 som Gyrstingæ, måske af gammeldansk *gurst 'gyvel' og -inge.

Søens midterste del er et regelmæssigt ca. 6-8 m dybt trug; den øst- og vestlige del er ca. 2-4 m dyb og har ujævn bund. Skråningerne ned til søen er lave og halvt skovklædte. Fiskebestanden er artsrig og siden 1971 kun udnyttet af lystfiskere.

I 1973 blev den invasive art vandremusling fundet for første gang i Gyrstinge Sø.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig