Gyanendra Bir Bikram, f. 7.7.1947, konge af Nepal 2001-08. Han er bror til kong Birendra, som omkom ved en massakre på store dele af Nepals kongelige familie, begået af Birendras søn i juni 2001. Gyanendra havde tidligere især koncentreret sig om naturbevarelse og virket som forretningsmand. Han lagde en hårdere linje over for den maoistiske opstand i Nepal. I 2002 hjemsendte han parlamentet og tiltog sig den udøvende magt. Efter omfattende demonstrationer måtte han opgive den udøvende magt i 2006, hvorpå parlamentet yderligere begrænsede hans indflydelse. Efter et valg i 2008, hvor maoisterne blev det største parti, blev monarkiet afskaffet og Gyanendra måtte modstræbende træde tilbage.