György Dózsa, 1470-20.7.1514, ungarsk bondeoprørsleder og lavadelsmand. I 1514 blev Dózsa udset til at lede et korstog mod tyrkerne, men den bondehær, han samlede, angreb i stedet herregårdene. I Sydungarn vandt Dózsas efterhånden stærke og disciplinerede hær flere sejre over storgodsejerne, men ved Timişoara led han afgørende nederlag; han blev fanget og pint til døde på en glødende jerntrone.