Faktaboks

Gustavo Adolfo Bécquer
Født
1836
Død
1870

Gustavo Adolfo Bécquer, 1836-1870, spansk forfatter. Både Bécquers digte Rimas (1871) og fortællinger Leyendas en prosa (1871) rummer bemærkelsesværdige, nybrydende træk, der giver ham en særstilling i litteraturhistorien.

Som lyriker afviger han markant fra den spanske romantiks højttravende retorik, som endnu dominerede i anden halvdel af 1800-t. Han fornyer det lyriske udtryk med en enkelhed, der er blottet for traditionens udvortes, dekorative elementer. I legenderne, af hvilke to er oversat til dansk, Prinsessen med de røde hænder og Mester Pérez' orgel (1964), dyrker han den fantastiske fortælling. Døden og kærligheden er de gennemgående temaer, som væves virtuost og suggestivt sammen i et anelsesfuldt univers. Bécquer er blevet kaldt "en nordisk sjæl" og er ofte blevet sammenlignet med Heinrich Heine, Hoffmann og Edgar Allan Poe. Hvorvidt der er tale om egentlig påvirkning er uvist, men det er åbenlyst, at han har træk, der forlener ham med en tidsånd, som ellers lå samtidens spanske forfattere fjernt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig