Gustave Flaubert

Faktaboks

Gustave Flaubert
født:
12. december 1821
død:
8. maj 1880

Gustave Flaubert, 12.12.1821-8.5.1880, fransk forfatter. Bortset fra rejser i Frankrig, til Den Nære Orient og Grækenland 1849-51 og til Nordafrika i 1858 opholdt Flaubert sig mest på sin ejendom uden for Rouen i Normandiet, med korte ophold hvert år i Paris.

Gustave Flaubert er en af de forfattere fra 1800-t., der har betydet mest for den moderne roman pga. sin radikale videreudvikling af Honoré de Balzacs realisme og indførelsen af et skiftende fortælleperspektiv, hvor den alvidende fortællers traditionelle personbeskrivelse reduceres til fordel for en karakteristik af personerne indefra, fx gennem dækket direkte tale eller ved synsvinkler, der kan tillægges dem.

Forfatterskabet spænder fra de romantisk inspirerede ungdomsværker Mémoires d'un fou, Novembre og L'Éducation sentimentale (1. version) fra 1838-45 til en filosofisk tekst La Tentation de saint Antoine (1874, da. Den Hellige Antonius Fristelser, 1904, 1968) om tro og kætteri i kristendommens barndom og den uafsluttede beretning Bouvard et Pécuchet (posth., 1881, da. s.å.) om to mænd, der farer vild i samtidens viden og videnskaber. Mellem disse yderpunkter ligger de mest læste værker: tre romaner og tre mindre fortællinger.

I 1857 udkom det vigtigste, Madame Bovary (da. 1875, 1967), som havde været undervejs i fem år. Historien om den romantisk-lidenskabelige Emma, hendes ægteskab med den middelmådige landlæge Bovary, hendes eskapader, gæld og selvmord bragte forfatteren for retten, da man fandt bogen stridende mod offentlig og religiøs moral, men Flaubert klarede frisag. Ikke at han havde været udfordrende, men det realistiske billede af dagligdagen, de psykologiske dybder og fortælleteknikkens mulighed for at gå tæt på personerne virkede chokerende på den vedtagne moral dengang.

I den handlingsmættede fortælling følger man den frustrerede og illusionsfyldte unge kvinde, mens hun langsomt går til grunde i det småborgerlige provinsmiljø i Nordfrankrig, som Flaubert, der var inspireret af reelle steder og historier, indimellem giver en stærkt ironisk beskrivelse af.

Gustave Flauberts ønske om så vidt muligt at fjerne fortællerens personlige farvning af stoffet blev i romanen Salammbô (1862, da. 1902) efterprøvet på historien om lejesoldaternes oprør mod Karthago, et stof, der lå langt væk i tid og sted. Her kunne hans historiske og mytologiske viden udfolde sig som grundlag for beretningen om krig og kærlighed i et samfund i opløsning.

Syv år efter fulgte igen en samtidsroman med den fuldstændig omskrevne L'Éducation sentimentale (1869, Følelsernes opdragelse), en udviklingsroman opbygget med Balzac som forbillede om en ung mands vej fra provinsen til Paris, om følelsernes vildveje og de politiske nederlag omkring Februarrevolutionen 1848.

Billedet af mennesket og dets verden hos Gustave Flaubert er præget af sammenbrud og dekadence, og han gav i sine breve ofte udtryk for sin fremmedhed i forhold til samtiden, som han opfattede som værdiforladt. Hans største ønske var at lade det reelle stof genopstå i kunsten som en verden for sig, således at man kunne sige, at bogen var skrevet "over ingenting", men hvilede i sin egen æstetiske fuldkommenhed.

Nærmest kom han denne idé i Trois contes (1877, da. Tre fortællinger, 1947, nemlig "Un coeur simple" ("Et enfoldigt hjerte"), "Saint Julien l'Hospitalier" ("Legenden om Sankt Julian den Gæstmilde") og "Hérodias", hvor Gustave Flaubert i tre forskellige rammer hentet i den moderne tid, middelalderen og antikken skildrer udviklingen i menneskenes tro. Fortællingerne er en slags koncentration af forfatterskabet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig