Gustav Ritter von Kahr, 29.11.1862-30.6.1934, bayersk højrepolitiker. Som bayersk generalstatskommissær i konflikt med centralregeringen i Berlin blev Kahr 8.11.1923 af Adolf Hitler inddraget i hans kupproklamation i Bürgerbräukeller i München, Ølstuekuppet. Dagen efter frasagde han sig dog sin støtte til Hitler, og kuppet brød sammen ved politiets indgriben. Kahr blev myrdet i 1934 i forbindelse med nazisternes udrensning af SA-ledelsen og andre politiske modstandere (se de lange knives nat).