Faktaboks

Gustav Klimt
Født
14. juli 1862, Wien, Østrig
Død
6. februar 1918, Wien, Østrig
Portrætfoto af Gustav Klimt
Gustav Klimt, 1914. Portrætfotografi af Anton Josef Trčka (1893-1940).

Gustav Klimt var en østrigsk maler og kunsthåndværker. Han betragtes som en af de vigtigste billedkunstnere inden for jugendstilen, hvis formelle muligheder han udviklede til perfektion. Han skabte en billedform, som ikke blot var fremstillende, men han gav samtidig sine værker en selvstændig ornamental udsmykning således, at det oprindelige motiv kun deltog som stemningsfaktor.

Gustav Klimts uddannelse og tidlig indflydelse

"Liebe"
Liebe. 1895, olie på lærred. Et elskende par som tema blev ofte benyttet af Klimt. Denne første udgave af temaet fra 1895 er udført før hans secessionistiske periode og bærer præg af inspiration fra wienerkunstneren Hans Makart og fra belgisk og britisk symbolisme.
Af /Wien Museum, Wien.

Gustav Klimt blev uddannet på Kunstgewerbeschule i Wien i perioden fra 1876 til 1883. En vigtig indflydelse på hans udvikling havde hans lærer, maleren Ferdinand Laufberger (1829-1881), som også skaffede ham de første monumentale udsmykningsopgaver sammen med hans medstuderende Franz Matsch (1861-1942) og broderen Ernst Klimt (1864-1892). Størst indflydelse på Gustav Klimts kunst i den tidlige periode havde dog maleren Hans Makart, selv om han ikke direkte var elev af denne.

Gustav Klimt: "Altar des Dionysios"

Trapperummet i Wiener Burgtheater blev udsmykket af atelierfællesskabet Künstler-Compagnie fra 1886 til 1888. På billedet ses et af trapperummets tympanonfelter. Denne scene, der blev udført af Gustav Klimt fremstiller Altar des Dionysios ('Alter for Dionysius').

Af /Burgtheater_Wien.
Licens: CC BY SA 4.0

Atelierfællesskab

Atelierfællesskabet, Künstler-Compagnie, der bestod af brødrene Klimt og Hans Matsch udførte en række dekorative væg- og loftmalerier i villaer, kulturinstitutioner og teatre, hvor de vigtigste var udsmykningerne i Wiener Burgtheater (1886-1888) og Kunsthistorisches Museum Wien (1890-1891). For disse opgaver tildeltes kunstnerne en kejserlig fortjenstmedalje, som skaffede dem talrige bestillinger og opgaver.

Secession og jugendstil

Judith I

Judith I, maleri, 1901.

Judith I
Af /Oberes Belvedere, Wien.

Gustav Klimt var i 1897 medgrundlægger af Wiener Secession, som han var præsident for til sin udtræden i 1905. Hans stil forandrede sig, idet han brød med de akademiske idealer. Påvirket af symbolismen og jugendstilen udviklede han en mere intensiv farveskala, brugte guldgrund, ornamental fladeudformning og en stærk symbolik. Som hovedfortræder for Secessionen havde Klimt en vigtig placering i kunst og kulturverdenen og blev en værdsat portrætmaler. Omkring år 1900 udførte han to store udsmykningsopgaver, der begge gav anledning til kritik og forargelse: Tre allegoriske loftmalerier til universitetet i Wien (1894-1905) og Beethovenfrisen (1902, Secessionsbygningen; Belvedere, Wien).

Klimts fakultetsværker

I 1894 fik Gustav Klimts og Franz Matschs Künstler-Compagnie bestilling på en gruppe oliemalerier, der skulle beklæde loftet i wieneruniversitetets store festsal. Matsch skulle udføre fakultetsbilledet Theologie ('Teologi') og Klimt de tre øvrige Philosophie ('Filosofi'), Medizin ('Medicin'), Jurisprudenz ('Jura'). Begge kunstneres første udkast blev godkendt samme år af universitetet.

Udsnit af "Medizin". Reproduktion

Hygieia, detalje fra Gustav Klimts fakultetsbillede Medizin fra 1901. Hygieia var den græske gudinde for sundhed. Hun var datter af lægeguden Asklepios og fremstilles som en smuk kvinde med Asklepios' slange i hænderne. (Reproduktion efter den tabte original).

Præsentation og protest

"Philosophie". Fotografi
Philosophie. Det første af Gustav Klimts Fakultetsværker, der blev præsenteret for offentligheden år 1900. Fotografi af værket, som blev ødelagt under 2. Verdenskrig.

Imidlertid havde Gustav Klimt helt fjernet sig fra Makarts allegoriske historicisme, han tidligere havde arbejdet i og udarbejdet nye udkast til loftsmalerierne. Disse blev forkastet i 1898 af universitetet. På den 7. Secessionsudstilling år 1900 præsenterede Klimt det første fakultetslærred, Philosophie, nu i et helt moderne symbolistisk formsprog, hvilket medførte massiv offentlig kritik. 87 af universitetets professorer underskrev en begæring mod anbringelse af værkerne i universitetets festsal. Klimt fik dog anerkendelse i kunstneriske og intellektuelle kredse. Samme år, 1900, blev Klimts Philosophie vist på verdensudstillingen i Paris, hvor værket vandt guldmedalje. I 1901 præsenteredes Klimts andet fakultetsbillede, Medizin, hvilket resulterede i endnu en skandale. Det tredje, Jurisprudenz blev udstillet i 1903 og blev ligeledes fordømt i offentligheden og Klimt beskyldt for pornografi og perversion. I 1905 meddelte Gustav Klimt, at han trak sig fra kontrakten med universitetet.

Detaljer fra "Jurisprudenz". Fotografi

Detalje fra det tredje fakultetsbillede, der fremstiller juraen, Jurisprudenz. Værket blev udstillet i 1903 og blev ligeledes fordømt i offentligheden og Gustav Klimt beskyldt for pornografi og perversion. Fotografi af værket, som blev ødelagt under 2. Verdenskrig.

Ødelæggelse

Det er i dag vanskeligt at danne sig et fuldgyldigt billede af Gustav Klimts tre fakultetsbilleder. De store lærreder, der hver målte 430 × 300 cm blev under 2. Verdenskrig bragt i sikkerhed på Schloss Immendorf i Niederösterreich. Den 8. maj 1945 blev slottet sat i brand af tyske enheder, der trak sig tilbage og ikke ville overlade nogen kunstværker til de fremrykkende sovjetiske tropper. Fakultetsbillederne samt en række andre værker af Klimt blev flammernes bytte.

Fortolkning

Ved hjælp af en række sort/hvid fotografiske optagelser og få tegnede udkast fra Klimts hånd er det dog muligt at danne sig et billede af fakultetsbilledernes udseende og program. For alle værkerne gælder, at Klimts hensigt var stort tænkte apoteoser over menneskelivets og menneskehedens betingelser og lidelser fremstillet som nøgne infiltrerede menneskekroppe, der suges indad og opad i ufattelig smerte og lidelse. De store videnskabelige discipliner, filosofi, medicin og jura tildeles ikke nogen smertelindrende rolle i det store kosmiske spil, Klimt fremstiller. Sandsynligvis en af årsagerne til de officielle protester. Man ser hos Klimt en vis inspiration fra de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche samt den wienske nervelæge Sigmund Freud.

Klimts Beethovenfrise 1902

14. Secessionsudstilling i Wien
14. Secessionsudstilling i Wien, 1902. Originalfotografi fra 1902. Venstre sidesal med Gustav Klimts Beethovenfrise. Blik mod hovedsalen med Max Klingers Beethovenmonument.
Af /Secessionsbygningen i Wien.
"Beethovenfrisen"
Beethovenfrisen, 1902, venstre sidevæg. Die Sehnsucht nach Glück ('Længslen efter lykke').
Af /Secessionsbygningen; Belvedere, Wien.

Gustav Klimt udførte Beethovenfrisen til den 14. Secessionsudstilling i Wien i 1902. Anledningen var 75-året for komponisten Ludwig van Beethovens død. Udstillingen fandt sted i Joseph Maria Olbrichs Secessionsbygning og arkitekten Josef Hoffmann stod for udstillingskonceptet. Ud fra idéen om et secessionistisk Gesamtkunstwerk havde man inviteret 21 forskellige kunstnere til at medvirke for at skabe et sammenspil mellem arkitektoniske, maleriske, skulpturelle og musikalske discipliner. Udstillingen dannede ramme om billedhuggeren Max Klingers polykrome skulptur Beethoven (1902, Museum der bildenden Künste, Leipzig), der var centralt placeret i bygningens hovedrum.

Fortolkning

"Beethovenfrisen"
Beethovenfrisen, 1902, højre sidevæg. Chor der Paradiesengel und Unarmung. 'Diesen Kuss der ganzen Welt', som der står skrevet i Friedrich Schillers Ode an die Freude.
Af /Secessionsbygningen; Belvedere, Wien.

Klimts Beethovenfrise, der måler 34,14 × 2,15 meter, var placeret i bygningens U-formede venstre sidesal. Den bestod af tre bemalede vægflader med tre temagrupper, der dannede en sammenhængende symbolsk fortælling om menneskets længsel efter lykke. Frisen fortolkes som Klimts parafrase over Beethovens 9. Symfoni (1822-1824) med direkte inspiration fra et programmatisk skrift komponisten Richard Wagner udgav i 1846, hvor han som kapelmester i Dresden skulle opføre symfonien.

Beethovenfrisens venstre væg viser Die Sehnsucht nach Glück ('Længslen efter lykke'), med den svage menneskeheds lidelser. Den midterste væg viser Die feindlichen Gewalten ('De fjendtlige kræfter'), med sygdom, vanvid, vellyst og død. Dens højre væg viser Die Sehnsucht nach Glück findet Stillung in der Poesie ('Længslen efter lykke finder lindring i poesien'), hvor alle mennesker bliver som brødre og stræber efter en bedre verden for alle. Dette mirakel virkeliggøres gennem kunsten og glæden, den guddommelige gnist. 'Diesen Kuss der ganzen Welt!', fra digteren Friedrich Schillers Ode an die Freude (1785), som Beethoven benyttede i korfinalen i symfonien. Herved havde Klimt opnået en sammensmeltning af ord, billede og lyd i samme værk.

"Beethovenfrisen"
Beethovenfrisen, 1902, midtervæggen. Die feindlichen Gewalten ('De fjendtlige kræfter') med sygdom, vanvid, vellyst og død.
Af /Secessionsbygningen; Belvedere, Wien.

Efterspil

Beethovenfrisen var oprindeligt, ligesom Beethovenudstillingens øvrige dekorationsmalerier, tænkt som et midlertidigt værk, der skulle destrueres efter udstillingen. Imidlertid var en stor retrospektiv Klimt-udstilling planlagt for 1903 og derfor blev frisen hængende. Den blev efterfølgende købt af en kunstsamler og savet ned fra vægfladerne i otte dele, og deponeret i et møbellager. I 1915 blev frisen solgt videre til Klimt-mæcenen og samleren August Lederer (1857-1936). I 1938 blev den beslaglagt af nationalsocialisterne. Efter 2. Verdenskrig blev frisen tilbageleveret til Ledererfamilien, for i 1972 at blive købt af den østrigske stat. Frisens tilstand var meget dårlig og den blev efterfølgende restaureret over en 10-årig periode. Fra 1986 har den været tilgængelig for offentligheden i et specialindrettet rum i Seccessionsbygningens underetage, som et permanent lån fra Belvedere.

Påvirkning og transformation

"Der Kuss"
Der Kuss, 1907-1908. Gustav Klimts erotiske transformation af Ravennas byzantinske mosaikker.
Af /Oberes Belvedere, Wien.

Det karakteristiske ved Gustav Klimt var hans evne og styrke til at opsuge og sammensmelte sine indtryk fra andre stilarter, at han så at sige transformerede disse indflydelser og skabte et selvstændigt og helt unikt værk. Med Beethovenfrisen og i tiden derefter, kan der således påpeges flere indflydelser på Gustav Klimts kunst. Vigtige stilistiske påvirkninger kan fremdrages fra samtidig europæisk billedkunst, bl.a. fra den hollandske maler og grafiker Jan Toorop, den belgiske maler Fernand Khnopff og den britiske tegner Aubrey Beardsley. Desuden er der ingen tvivl om, at Klimt var interesseret i asiatisk og japansk kunst, især det japanske træsnits formsprog.

Rejser til Ravenna

Men det, der kom til at præge Klimts kunstneriske udtryk i den kommende 10-årige periode, var indtrykkene fra byzantinske mosaikker. I løbet af 1903 rejste han to gange til den italienske by Ravenna, hvor han besøgte de byzantinske kirker og bygninger. Særlig Galla Placidias Mausoleum og ikke mindst centralkirken San Vitales mosaikker med kejser Justinian 1. og kejserinde Theodora omgivet af deres hof i San Vitales kor må have gjort dybt indtryk på ham. I hvert fald er mosaikkerne medvirkende til det fundamentale kapitel i Klimts liv, der benævnes Den Gyldne Periode, hvor de mest repræsentative værker er portrættet af Adele Bloch-Bauer I (1907, Neue Galerie, New York) og Der Kuss (1907-1908, Oberes Belvedere, Wien).

Gustav Klimts Stoclet-frise

"Stoclet-frisen"-"Erwartung"
Gustav Klimts arbejdstegning til Erwartung ('Forventning') blev udført fra 1910 til 1911.
Af /MAK-Museum für angewandte Kunst, Wien.

Palais Stoclet

"Stoclet-frisen"-"Erfüllung"
Gustav Klimts arbejdstegning til Erfüllung ('Opfyldelse') blev udført fra 1910 til 1911.
MAK-Museum für angewandte Kunst, Wien.

Palais Stoclet i Bruxelles blev bestilt af den belgiske forretningsmand og kunstsamler Adolphe Stoclet (1871-1949) hos arkitekten Josef Hoffmann, der fik frie hænder til planlægning, udførelse og udsmykning. Hoffmann samlede en stab af medarbejdere fra Wiener Werkstätte og Wiener Secession, som arbejdede med palæet i perioden fra 1905 til 1911. Foruden Gustav Klimt medvirkede en række kunstnere, blandt andre maleren og kunsthåndværkeren Koloman Moser, maleren og grafikeren Carl Otto Czeschka (1878-1960), arkitekten og modedesigneren Eduard Josef Wimmer-Wisgrill (1882-1961) og maleren og illustratoren Ludwig Heinrich Jungnickel (1881-1965). Bygning, interiør og have blev planlagt ud fra den secessionistiske tankegang om et Gesamtkunstwerk og således var hele indretningen gennemsyret af en syntese mellem de forskellige kunstarter; arkitektur, kunsthåndværk, skulptur og maleri.

Gustav Klimts "Spisesal"-Palais Stoclet
Gustav Klimt fik til opgave at udsmykke væggene i Palais Stoclets spisesal med en figurativ mosaikfrise. Arbejdet med frisen strakte sig fra 1905 til 1911. Fotografi fra 1914, fotograf ukendt.
Af /Palais Stoclet, Bruxelles.

Stoclet-frisen

Gustav Klimt fik til opgave at udsmykke væggene i palæets spisesal med en figurativ mosaikfrise. For Klimt var dette en udfordrende mulighed for at eksperimentere med mosaikteknik, som han havde studeret i Ravenna. Stoclet-frisen var Klimts tredje og sidste monumentale opgave ved siden af fakultetsværkerne og Beethovenfrisen. Han angav yderst detaljerede oplysninger for udførelsen til Wiener Werkstätte og til Wiener Mosaikwerkstätte, der blev drevet af Leopold Forstner (1878-1936). Mosaikken skulle udføres i de kostbareste materialer som emalje, halvædelsten, perlemor og guldbelægning. De første udkast blev udført på pergament; blyant, hvidkridt, akvarel, guld, sølv og bronze. Selve mosaikprocessen blev udført i mosaikværkstedet i Wien For at undgå den wienske offentligheds bestyrtelse og kritik blev mosaikfrisen ikke udstillet i byen, men transporteret til Bruxelles i individuelle paneler og samlet der.

"Stoclet-frisen"

Gustav Klimts arbejdstegning til Stoclet-frisen i Palais Stoclet i Bruxelles. Klimts arbejde med frisen strakte sig fra 1905 til 1911.

Af /MAK-Museum für angewandte Kunst, Wien.

Fortolkning

Klimts arbejde med frisen strakte sig fra 1905 til 1911. Den langstrakte frise, der bestod af to langdele og en smal midterdel målte tilsammen 15 meter i længden og 2 meter i højden. De to langdele blev placeret overfor hinanden på to vægge i den smalle rektangulære spisesal, der udover frisen var beklædt med spættet marmor. Hovedmotiverne skulle symbolisere Erwartung ('Forventning') og Erfüllung ('Opfyldelse'). Erwartung blev vist som et vidt forgrenet livets træ, der strakte sig mod en dansende skikkelse på den ene langvæg. På den anden langvæg placeret overfor symboliserede et elskende par Erfüllung. Her var motivet ligeledes omgivet af et higende og slynget livstræ. På den smalle endevæg tronede Ritter ('Ridder'), en fuldkommen abstrakt skikkelse. Indholdsmæssigt og kompositionsmæssigt havde Stoclet-frisen stærke bånd til Beethovenfrisen. Begge værker fremstillede de lange higende tråde fra forventning mod den endelige forløsning. Stilmæssigt havde Klimts Stoclet-værk referencer til egyptiske, mykenske, byzantinske og japanske formmodeller.

Palais Stoclets utilgængelighed

Da Palais Stoclet i dag stadig ejes af familien Stoclet er palæ og værker på trods af, at bygningen blev optaget på UNESCO-konventionens Verdensarvliste i 2009, ikke tilgængelige for offentligheden. Dog er Klimts udførlige arbejdstegninger til frisen bevaret og befinder sig i MAK-Museum für angewandte Kunst i Wien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig