Guptadynastiet

Guptadynastiet, indisk dynasti ca. 320-ca. 570, hvis vigtigste herskere var Chandragupta 1. (ca. 320-35), erobrerkongerne Samudragupta (ca. 335-75) og Chandragupta 2. (ca. 375-415) samt Kumaragupta i fredsperioden ca. 415-455. På sit højdepunkt ca. 350-ca. 450 omfattede Guptaimperiet hele Nordindien; ved ægteskab skaffede guptaerne sig tillige stor indflydelse i det centralindiske Vakatakarige, og de havde venskabelig forbindelse med Sri Lanka. Guptadynastiet regerede således det andet storrige i Indiens historie (se Mauryadynastiet), og rigets guldalder regnes både politisk og kulturelt for Indiens klassiske tid. Guptadynastiet greb bevidst tilbage til den ariske fortid, hinduismen var hovedreligion, og sanskrit officielt sprog; dog spillede buddhismen og dens klostre stadig en væsentlig rolle. I Guptatiden udvikledes den kongeideologi, der kom til at præge de følgende århundreder: Den sejrrige verdenshersker, der i princippet var alle andre herskere overlegen og næsten guddommelig; guptaerne førte titlen "storkongernes overkonge".

I praksis gjaldt herredømmet i kernelandet omkring øvre Ganges med hovedstaden Pataliputra (Patna), hvor der opbyggedes en provinsforvaltning med fastlønnede embedsmænd; fjernere konger var tributpligtige. I økonomisk henseende spillede byernes handels- og håndværkerlav en fremtrædende rolle, og handelen nød godt af, at det store rige rådede over havne på både øst- og vestkysten. Fra sidste halvdel af 400-t. gik Guptaimperiet tilbage, især pga. hunnernes indtrængen fra nordvest.

Vigtige kilder til Guptatidens historie er mønter, bl.a. guldmønten dinara af samme vægt som den romerske sølvmønt denaren; desuden indskrifter, fx Samudraguptas opregning af alle sine erobringer, indhugget på Ashokas søjle i Prayagraj, samt kinesiske pilgrimmes rejseberetninger.