Gunbadh-i Qabus, mausoleum nær Gurgan i det nordlige Iran, opført 1006/07 som et 51 m højt cylindrisk tårn med ti spidsvinklede støttepiller i hele tårnets højde. Bygningen er både eksempel på en mausoleumstype, der findes i en række varianter, og på det fremragende murstensbyggeri, der kendetegner det østlige islamiske område i middelalderen. Forneden og under det kegleformede tag ses en enkel kufisk frise i mursten.