Gumma, Gunma, præfektur (amt) på det centrale Honshu i Japan, et af de få amter i Japan uden kystlinje; 6356 km2, 1,97 mio. indb. (2016). Næsten hele befolkningen bor i den sydøstlige del, som er en del af den store Kantoslette. Her dyrkes betydelige mængder grøntsager til det nærliggende Tokyo, ligesom storbyens Keihin-industrizone har bredt sig til Gumma. Resten af området udgøres af stejle, skovbevoksede bjerge med voldsomt snefald i vintermånederne; her ligger to nationalparker.