Guillermo Cabrera Infante, 1929-2005, cubansk forfatter og journalist, fra 1965 bosat i London. Arbejdede som filmkritiker i 1950'erne, hvor han grundlagde det cubanske filmmuseum. Efter Fidel Castros magtovertagelse 1959 blev han redaktør på det litterære avistillæg Lunes de la Revolución, senere kulturattaché i Belgien. I 1965 brød han med Castro-regimet og var herefter en af dets hårdeste kritikere. Cabrera Infante debuterede 1960 med en samling noveller, men slog for alvor sit navn fast med romanen Tres tristes tigres (1964, Tre triste tigre), der i et rammende sprog skildrer Havanas før-revolutionære natteliv. Forfatteren kritiserer cubansk kultur for at være en grotesk efterligning af den europæiske og amerikanske. Blandt hans vigtigste senere værker kan nævnes romanen La Habana para un infante difunto (1979, Havanna for en afdød prins).