Faktaboks

Guido Imbens

Guido Wilhelmus Imbens

Født
3. september 1963, Eindhoven, Holland
Guido Imbens
Guido Imbens fotograferet i Californien den 11. oktober 2021.
Guido Imbens
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Guido Wilhelmus Imbens er en hollandsk/amerikansk økonom og professor ved Stanford Graduate School of Business. Hans arbejdsområde er økonometri, specielt spørgsmålet om kausale sammenhænge (kausal inferens). I 2021 fik han sammen med Joshua Angrist og David Card Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med naturlige eksperimenter, dvs. situationer, hvor en gruppe i øvrigt sammenlignelige personer i en bestemt situation på grund af en tilfældig begivenhed behandles forskelligt. Sådan en situation giver gode muligheder for empirisk at måle effekter af tiltag, som det ellers kan være vanskeligt at få et størrelsesmæssigt indtryk af. Metoden spiller derfor i dag en vigtig rolle indenfor den empiriske økonomiske forskning. Angrist og Imbens delte den ene halvdel af Nobelprissummen for deres grundlæggende metodologiske bidrag i 1990’erne til udviklingen af denne tilgang, mens Card fik den anden halvdel for sin anvendelse af metoden indenfor arbejdsmarkedsøkonomi.

Imbens er født i Holland, men har tilbragt det meste af sin karriere i USA, hvor han bl.a. var ansat ved University of California og Harvard University, inden han kom til Stanford i 2012. Han er gift med kollegaen Susan Athey, der også er økonomiprofessor på Stanford.

Et af de store problemer ved naturlige eksperimenter er, at det kan være svært at fortolke resultaterne. Det skyldes, at forskerne i modsætning til traditionelle videnskabelige randomiserede eksperimenter som eksempelvis kontrollerede kliniske undersøgelser indenfor medicinalforskningen ikke selv kontrollerer udvælgelsen af deltagerne. Derfor kan man generelt ikke være sikker på, at personerne i de forskellige undersøgte grupper er helt tilfældigt udvalgt, og dermed kan det være svært at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. I 1994 offentliggjorde Angrist og Imbens en banebrydende artikel, der klargjorde dette problem og satte rammerne for, i hvilket omfang man, bl.a. ved hjælp af såkaldte instrumentvariable, kan bruge naturlige eksperimenter til at udlede gyldige udsagn om årsag og virkning af eksempelvis politiske reformer. Den metode, de udviklede, er siden blevet udbredt blandt forskere, der arbejder med empiriske data. Metoden har forøget gennemsigtigheden og dermed også troværdigheden af empiriske undersøgelser indenfor samfundsvidenskaberne og været med til at bane vej for den såkaldte empiriske revolution indenfor økonomi i det 21. århundrede, hvor empirisk forskning er kommet til at spille en større rolle i forhold til rent teoretisk baserede forskningsartikler.

Imbens’ forskning har bl.a. også interesseret sig for undersøgelser af nabo- eller peer-effekter, dvs. hvordan man måler betydningen af påvirkninger fra personers omgangskreds på deres adfærd, og for virkningen af uventede lotterigevinster på lottovindernes arbejdsudbud.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig