Gudrun Gjukesdatter, central kvindeskikkelse i den oldnordiske heltedigtning (se eddadigtning). Gudrun optræder i flere eddadigte, hvor hendes roller strider så meget mod hinanden, at eddaredaktøren må forklare det ved en glemselsdrik: 1) Hun er den sørgende enke efter Sigurd Fafnersbane, som hendes brødre, Gjukungerne, slår ihjel på foranledning af hendes rivalinde Brynhild. 2) Da Gudruns anden mand, hunnerkongen Atle, dræber hendes brødre, hævner hun drabet ved at tilberede en ragout af sine og Atles små sønner og servere den for Atle; hun fortæller Atle, hvad han har spist, og indebrænder derefter ham og hans mænd.