Gubbio

Gubbio, italiensk by i Appenninerne 115 km sydøst for Firenze; 32.600 indb. (2005). Gubbios velbevarede, massive middelalderkerne af lokal grå sandsten er anlagt ud fra en romersk byplan på fem parallelle terrasser op ad en stejl bjergside med rådhuset højt over dalen og domkirke og hertugpalads øverst. Bykernen og den omgivende mur er fra 1200-1500-t., og byen fremstår som en af Italiens mest repræsentative middelalderbyer. På sletten neden for bykernen ligger markedsplads og småindustri, især keramikværksteder.

Gubbio er kendt for sin produktion af fajance (majolika). Betydelige keramikere, frem for andre Giorgio Andreoli, virkede her i begyndelsen af 1500-t. og skabte helt selvstændige arbejder, i reglen under anvendelse af den for Gubbio karakteristiske lustrebemaling i flere farvetoner. Produkter fra andre byer blev ofte sendt til Gubbio for at få den afsluttende lustrering. Fremstillingen af majolika blev genoptaget i midten af 1800-t.

I oldtiden kom Gubbio tidligt under Roms herredømme, og flere bygninger stammer fra den tid, bl.a. et teater. Blomstrende økonomi og interne stridigheder prægede udviklingen i middelalderen. I 1384 blev Gubbio overtaget af hertugerne af Urbino, og 1631-1860 tilhørte byen Kirkestaten, inden den blev en del af Italien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig