Guanyin, (kin. 'den, der opfatter lyd'), kinesisk navn på bodhisattvaen Avalokiteshvara, den mest populære figur i mahayana-buddhismens gudeverden. Guanyin er nært forbundet med princippet om altomfattende barmhjertighed og optræder i Østasien især i kvindelig skikkelse dels som en moderlig frelser af nødstedte væsener, hvis kalden hun opfanger, dels som en frugtbarhedsgudinde, i hvis tempel man kan bede om hjælp til at få børn.