Grindsted, by i Midtjylland, 12 km vest for Billund; 9719 indb. (2017). Grindsted er trafikalt knudepunkt med primærruterne 28 og 30 og administrationscentrum for Billund Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Grindsted nævnes ca. 1325 som Griinsteth, af glda. *grin 'gab, kløft' og -sted.

Byen havde en kraftig vækst igennem 1900-t., som i høj grad kan tilskrives hedeopdyrkningen og jernbanenettets udvikling. I 1908 besluttedes det, at Grindsted skulle være station på diagonalbanen fra Randers til Esbjerg; der kom senere tre privatbaner til, hvilket gjorde Grindsted til et af Danmarks største jernbaneknudepunkter, med jernbaner i seks retninger. De fleste baner blev nedlagt mellem 1957 og 1972; indtil 2012 var der stadig en godsbane til Bramming.

Byens centrale beliggenhed var baggrunden for oprettelse og udbygning af forædlingsindustri for landbruget, herunder et større andelsslagteri; slagteriets lukning i 2006 medførte tab af mange arbejdspladser. Siden er bygningerne overtaget af en fiskeforarbejdningsvirksomhed.

Byens beliggenhed har ligeledes været baggrund for Grindstedværkets kemiske industri allerede fra 1920'erne. Grindstedværket under Danisco-koncernen er bl.a. kendt for omfattende forureningsproblemer ved udledning af spildevand - se Grindstedværket.

Byens industrikvarterer ligger ved den nordlige og østlige udfaldsvej; desuden findes handelsskole, landbrugs- og husholdningsskole, teknisk skole, gymnasium og sygehus.

Den hvidkalkede Grindsted Kirke midt i byen, bygget ca. 1150, blev kraftigt udvidet i 1920-23 og er i folkemunde kendt som "hedens domkirke".

Grindsted gennemstrømmes af Grindsted Å, som løber til Varde Å. Mod nord og mod sydvest omgives byen af plantager.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig