granskningskommission

Det vedtagne lovforslag indeholder den ”tilbygning” på loven om undersøgelseskommissioner, at der med et nyt kapitel 1 a skabes hjemmel til, at Folketinget kan nedsætte granskningskommissioner, og forslaget indebar derfor, at ”Lov om undersøgelseskommissioner” skiftede navn til ”Lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner.” En granskningskommission skal imidlertid arbejde efter de samme regler som de hidtidige undersøgelseskommissioner og også have samme sammensætning med en landsdommer som formand og to andre medlemmer.

Det nye er, at det er Folketinget, der træffer beslutning om nedsættelse af kommissionen, fastlægger kommissoriet for undersøgelsen og udpeger kommissionens medlemmer og dens udspørger. Revolutionerende nyt er der imidlertid ikke heri, idet Folketinget efter de hidtidige regler i loven om undersøgelseskommissoner (lovens § 1, stk. 4) kan pålægge regeringen at nedsætte en kommission, hvorefter kommissoriet og udpegningen af kommissionens medlemmer og dens udspørger skal ske i samråd med Folketinget.

Det er i Udvalget for Forretningsordenens beretning af 21. december 2020 anført, at man vil forpligte sig selv til at tilstræbe et så afgrænset kommissorium, at kommissionen kan afslutte sit arbejde inden for højst et år. På tilsvarende måde er det forudsat i lovforslaget om granskningskommissionerne, at der kun nedsættes en granskningskommission, når Folketinget vurderer, at undersøgelsen vil kunne afsluttes inden for et år.

Det er i forarbejderne til det vedtagne lovforslag anført, at granskningskommissionerne vil være ”forankret i Folketinget frem for i regeringen”. Man kan dog samtidig sige, at Folketinget med det nye instrument i form af granskningskommissionerne, har taget et skridt væk fra tanken om, at Folketinget selv skal foretage undersøgelsen af såkaldte skandalesager. Sådanne undersøgelser bliver nu som før en opgave for dommerledede kommissioner.

Det vigtigste nye, der er sket med lovændringen, der har indført granskningskommissionerne, er nok, at der parallelt med lovændringen er gennemført en ændring af Folketingets forretningsorden således, at der nu er nedsat et fast Granskningsudvalg under Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Folketingets Granskningsudvalg har ganske vist kun de sædvanlige virkemidler til oplysning af en sag i form af skriftlige spørgsmål og samrådsspørgsmål til ministrene. Men Granskningsudvalget kan indstille til Udvalget for Forretningsordenen, at der iværksættes en undersøgelse af sagen i form af en af de allerede kendte undersøgelsesformer: en advokatundersøgelse, en faglig ekspertudredning, en undersøgelseskommission – eller en granskningskommission.

Som noget vigtigt i den forbindelse fremgår det af betænkningen om de nye regler i forretningsordenen, at en sådan indstilling fra Granskningsudvalget bør gives, og at Udvalget for Forretningsordenen bør efterkomme den, hvis det ønskes af medlemmer i Granskningsudvalget, som repræsenterer folketingsgrupper, der tilsammen udgør mindst en tredjedel af Folketingets medlemmer. Heroverfor er der så den særlige ”nødbremse”, at hvis andre medlemmer af Granskningsudvalget, som repræsenterer en tilsvarende tredjedel af Folketingets medlemmer, modsætter sig en sådan egentlig undersøgelse, eller hvis en sådan tredjedel ønsker sagen forhandlet af Folketinget, indstiller Granskningsudvalget til Udvalget for Forretningsordenen, at sagen forhandles i Folketinget.

De nævnte modstående tredjedels-regler kan i sig selv være svære at overskue, og lettere er det ikke at vurdere den praktiske virkning af dem. Men formentlig kan man herom sige, at hvor situationen hidtil har været den, at der skulle et flertal til for at iværksætte en mere omfattende undersøgelse, bliver situationen fremover, at der skal et flertal til for at modsætte sig et mindretals ønske om at iværksætte en sådan undersøgelse.

Man kan sige, at der dermed intet nyt er sket. Det er fortsat Folketingets flertal, der bestemmer, om en større undersøgelse skal sættes i værk. Men ud fra en realistisk vurdering er situationen nok den, at de nye regler i praksis formentlig vil gøre det nemmere for et mindretal i Folketinget at komme igennem med et ønske om, at der skal gennemføres en undersøgelse. Hvor man før skulle have et flertal for at få en undersøgelse, skal der nu være et flertal for at undgå en undersøgelse. I praktisk politik er det ikke altid helt det samme. Et mindretals krav om en undersøgelse vil i kraft af de nye regler kunne få sin egen styrke, som det vil kunne blive besværligt for et flertal at gå imod.

• undersøgelseskommission

• Lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner
• Ministeransvar (fra Folketingets hjemmeside)
• Beretning fra Granskningskommissionen om aflivning af mink (Minkkomissionen) den 30. juni 2022