Gramgård, hovedgård i Gram, Sønderjylland. Fra begyndelsen af 1300-t. kendes en borg med beliggenhed ca. 3 km nordvest for Gram. Den nuværende hovedbygning, Gram Slot, opførtes ca. 1500 som et enkelthus på et voldsted i en sø. Gården blev 1664 købt af Hans Schack, der lod en ny ladegård opføre, ombyggede det gamle hus (østfløjen) og tilføjede en ny fløj mod syd med et tårn. 1751 tilbyggedes vestfløjen, og tårnet erstattedes af en midtrisalit med pilastre og trekantfronton. Ladegården, der blev udbygget 1806-10 og 1955, brændte delvis i 1965. I 1961 opførtes "Gram Cotel" med løsdriftsstald for 250-300 køer i tre aluminiumsbeklædte haller med seks 15 m høje siloer.

Gramgård var 1664-2007 i slægten Schack/Brockenhuus-Schacks eje, 1777-1922 som stamhuset Giesegård. Godset, der fra 1754 tillige omfatter nabohovedgården Nybøl, i alt ca. 447 ha, satser i dag på økologisk landbrug. Indtil åbningen af Midtsønderjyllands Museum i 2004 rummede Gram Slots hovedbygning den naturhistoriske del af Museum Sønderjylland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig