Faktaboks

Gram Kirke
Sogn
Gram Sogn
Provsti
Haderslev Domprovsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Haderslev Kommune
Gram Kirke
Gram Kirke. Kirkens ældste inventar er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med i alt 12 felter, hvoraf der er udhuggede figurer i de seks, og i hvert hjørne står der en større, udhugget menneskefigur.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Gram Kirke er en sognekirke beliggende i Grams vestlige udkant.

Kirkegård

Kirkegården, som er stærkt udvidet, er omgivet af et dige af kampesten samt af levende hegn og teglstensmure. Mod nord, syd og øst er der køreporte. I 1938 blev der indviet en assistenskirkegård ved Gram Slot.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor, tidligere med apsis, og et skib, opført i granitkvadre. I sengotisk tid blev der tilføjet et tårn i vest, og i renæssancen blev koret forlænget mod øst. Indtil 1843 fandtes der et våbenhus foran skibets syddør.

I den romanske bygning er der bevaret et oprindeligt vindue i koret og to i skibets nordside, mens der stadig findes tilmurede rester af en oprindelig præstedør i koret. Den oprindelige syddør kan kun lige akkurat anes i murværket. Skibets vestre taggavl blev helt muret om i gotisk tid og er opført af munkesten.

Mod vest står kirkens tårn, hvis nederste to stokværk er sengotiske og bygget af munkesten. Det øverste stokværk med klokkerne er lidt nyere og er opført i renæssancen. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en spidsbuet arkade, og der er adgang til de øvre stokværk gennem en spindeltrappe i nord. Tårnets syd- og vestmur blev skalmuret i 1843, og sandsynligvis stammer spiret med de fire gavle også fra denne periode.

Omkring 1572 blev den gamle apsis i korets østende revet ned og erstattet af en korforlængelse, som afsluttes i en almindelig væg. Korudvidelsen er bygget af en blanding af mursten og genbrugte sten fra den nedrevne apsis.

Indvendigt står kirken i dag med hvidtede vægge og bræddeloft i koret, mens skibet har et tøndehvælvet loft fra omkring 1850. Siden 1940 har der været kassettedekoration på loftet, som er holdt i grålige nuancer.

Kalkmalerier

Kirken har i dag ingen kalkmalerier, men i 1901 blev der afdækket renæssancemalerier på muren ved korbuen, og i 1930 blev der under disse renæssancemalerier observeret ældre farvelag. På skibets nordvæg har der også været kalkmalerier. I 1930 blev der malet nye dekorationer på korets østvæg og på muren ved korbuen, men de blev kalket over allerede samme år, da salpeter i væggene ødelagde dem.

Inventar og gravminder

Kirkerummet i Gram Kirke
Kirkerummet i Gram Kirke. Kirken har en del inventar bevaret fra renæssancen, som i dag er præget af bemalinger fra en restaurering i 1944. Fra middelalderen findes også både døbefont og korbuekrucifiks, mens det omfattende pulpitur fra 1600-tallet dominerer kirken rent visuelt. Foto: 2017.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0
Kirkerummet i Gram Kirke
Kirkerummet i Gram Kirke. Ved siden af korbuen hænger et lille, fint udført korbuekrucifiks, som svarer til det i Randerup Kirke. Det stammer nok fra første fjerdedel af 1300-tallet og står i dag med bemaling fra 1944. Foto: 2019.

Kirken har en del inventar bevaret fra renæssancen, som i dag er præget af bemalinger fra en restaurering i 1944. Fra middelalderen findes også både døbefont og korbuekrucifiks, mens det omfattende pulpitur fra 1600-tallet dominerer kirken rent visuelt.

Kirkens ældste inventar er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med i alt 12 felter, hvoraf der er udhuggede figurer i de seks, og i hvert hjørne står der en større, udhugget menneskefigur.

Ved siden af korbuen hænger et lille, fint udført korbuekrucifiks, som svarer til det i Randerup Kirke. Det stammer nok fra første fjerdedel af 1300-tallet og står i dag med bemaling fra 1944.

Kirkens altertavle er i senrenæssancestil og svarer til tavlen i Skærbæk Kirke. Den er fra begyndelsen af 1600-tallet og er rigt dekoreret med englehoveder og de fire evangelister. Siden en istandsættelse i 1944 er den malet i guld, røde, grønne og sorte nuancer. På tavlens fire malerier fra 1715 ses nadveren i midteren, Jesu dåb til venstre, Jesu bøn i Getsemane have til højre og øverst Kristus på korset.

Altertavlen står oven på et alterbord med et glat træpanel.

Kirkens prædikestol er i renæssancestil og er fra omkring 1620. Den er beslægtet med prædikestolen i Fole Kirke og består af fem fag, som er udsmykket med udskårne relieffer, der viser scener fra Jesu liv: fødslen, omskæringen, kongernes tilbedelse og dåben. Ligesom altertavlen og korbuekrucifikset er dens farver i dag et resultat af en restaurering i 1944.

I kirken findes der ret omfattende pulpiturer fra 1600-tallet, altså en slags balkoner, hvor menigheden kan følge gudstjenesten. De strækker sig langs hele skibets nordvæg, vestvæg og den vestlige del af skibets sydvæg. Pulpituret tættest på korbuen er et såkaldt herskabspulpitur, som blev oprettet af grevinde Sophie Dorothea Schack på Gram Slot som personlig plads.

I kirken hænger en del epitafier, dvs. større mindetavler over afdøde, uden der dog findes en tilknyttet grav. Det ældste er fra slutningen af 1500-tallet og hænger lige inden for korets syddør, mens der også findes epitafier fra 1702, 1729, 1751 og 1873. I tårnrummets gulv findes der fem gravsten som stammer fra perioden mellem omkring år 1500 og 1775. Den yngste sten er bemærkelsesværdig, fordi den indeholder en kort runeindskrift skrevet med middelalderruner og senere runer.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig