Den europæiske udforskning af Grønland kan siges at være begyndt med de første norrøne kolonister i 900-tallet, og øen er stadig en vigtig lokalitet for arktisk forskning.

Ekspeditioner og kortlægning

Kontakten til nordbobygderne i Grønland gik tabt i løbet af 1300- og 1400-tallet, men ikke den danske interesse i at få genoprettet forbindelsen og dermed bekræftet overhøjheden over de nordatlantiske områder. I 1472 eller 1473 blev Didrik Pining og Hans Pothorst sendt ud af Christian 1. med netop det formål; de nåede næppe ind til Grønland, men måske til Newfoundland. Flere planlagte ekspeditioner det følgende århundrede blev opgivet; dog sendte Frederik 2. i 1579 englænderen Jacob Allday og i 1581 færingen Mogens Heinesen ud for at finde nordboerne, men de blev standset af storisen uden at nå Grønlands kyst.

Den nye sømagt England havde helt andre motiver til besejling af området i 1500-tallet, nemlig at finde en søvej til Østen nord om Amerika, den såkaldte Nordvestpassage. På et togt i 1576 genopdagede Martin Frobisher nærmest tilfældigt Grønland, og 1585-1587 foretog hans landsmand John Davis tre rejser og nåede langs vestkysten helt til Upernavik.

Vestkysten

Christian 4. sendte i 1605 tre skibe ud for at hævde dansk overhøjhed. Danskeren Godske Lindenov (d. 1612) kom i land ved Fiskefjorden, og han bragte to grønlændere med tilbage til København. Den engelske kaptajn John Cunningham og navigatøren James Hall, der var i dansk tjeneste, nåede længere nordpå. Dermed var landet fra dansk side officielt genopdaget. Succesen blev de følgende år fulgt op af nye ekspeditioner, bl.a. fordi den første ekspedition mente at have fundet guld. Under en af dem blev Hall i 1612 dræbt af grønlændere. I 1616 nåede William Baffin gennem bugten, som blev navngivet efter ham, helt op til Smith Sund. Interessen for områdets indbyggere førte til, at mindst 50 grønlændere i løbet af 1600-tallet blev bortført af ekspeditionerne og bragt til Danmark for at blive vist frem; dette blev først forbudt i 1700-tallet. Samtidig var engelske og hollandske hvalfangere begyndt at drive fangst langs vestkysten og handle med befolkningen, og fra dem stammer mange af områdets nuværende stednavne. I løbet af 1600- og 1700-tallet udviklede forholdene sig til en veritabel handelskrig mellem Danmark og andre lande, og fra 1700-tallets begyndelse iværksattes fra dansk side en decideret kolonisering og tættere besejling af vestkysten af økonomiske grunde, men i tæt sammenhæng med kristen mission. Koloniseringen blev opgivet 1731 som økonomisk urentabel, men handelen og den mission, som Hans Egede havde påbegyndt ti år tidligere, fortsatte med herrnhutisk støtte.

Samtidig fortsatte søgningen efter Nordvestpassagen. I 1818 nåede John Ross op til Thule og fik som den første kontakt til de ukendte polareskimoer. Omkring 1850 forsvandt den store amerikanske Franklinekspedition i Nordcanada under forsøget på at finde Nordvestpassagen, og de følgende år udsendtes flere ekspeditioner for at lede efter Franklin. De trængte stadig længere nordpå gennem Smith Sund, og i 1875-1876 lykkedes det en britisk ekspedition under George Nares at nå helt ud i Det Nordlige Ishav og kortlægge den østlige del af nordkysten. Dermed var en del af nordkysten kendt og hele vestkysten med undtagelse af en strækning fra Upernavik til Thule. Det rådede "Den Litterære Ekspedition" 1902-1904 bod på under ledelse af Mylius-Erichsen med Knud Rasmussen, Jørgen Brønlund og Harald Moltke som deltagere, samtidig med at den knyttede forbindelsen mellem polareskimoerne og den vestgrønlandske befolkning.

Østkysten

Udforskningen her voldte langt større problemer pga. storisen, der spærrede adgangen til landet det meste af året. Fra de danske kolonier i sydvest foretog Peder Olsen Walløe (1716-1793) en konebådsrejse 1751-1753 op langs kysten til 61° n.br. Flere forsøg på at nå ind til østkysten fra Island med danske skibe i 1780'erne mislykkedes. Sjælen i disse forsøg var søløjtnant Christian Egede, og det var stadig en drøm om at finde de forsvundne nordboer og deres sagnomspundne Østerbygd, der drev værket. Den samme drøm lå bag W.A. Graahs konebådsekspedition 1828-1830, som nåede til 651/2° n.br. dog stadig uden at nå det beboede område ved Ammassalik. Det lykkedes først under Gustav Holms og Thomas Vilhelm Gardes togt i 1883-1885, der fandt en ukendt inuitgruppe, men samtidig endeligt måtte konstatere, at der ikke fandtes nogen af de gamle nordboer tilbage på østkysten.

I mellemtiden var det lykkedes briterne at nå ind til kysten længere nordpå. I 1822 havde William Scoresby fundet den fjord, som kom til at bære hans navn, og kortlagt kysten til 75° n.br. I 1823 trængte Douglas Charles Clavering og Edward Sabine længere nordpå og traf på Clavering Ø en hidtil ukendt inuitstamme, der uddøde senere i århundredet.

Den utilgængelige Blosseville Kyst mellem Ammassalik og Scoresbysund blev kortlagt af G.C. Amdrup og Ejnar Mikkelsen 1898-1900 i Carlsbergfondets ekspedition til Østgrønland. Svenskeren Alfred Nathorst fortsatte mod nord fra Clavering Ø i 1898 og kortlagde den store Kong Oscar Fjord. Carl Ryder undersøgte 1891-1892 hele Scoresbysundfjorden. 1906-1908 satte Danmark-ekspeditionen kronen på værket, da den nåede Nordostrundingen og et stykke mod vest og kunne fastslå, at Grønland var en ø. Denne ekspedition kostede Mylius-Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund livet.

Tilbage stod at skabe forbindelse mellem opdagelserne på vest- og østkysten og kortlægge nordkysten. I 1890'erne foretog Robert Peary fra Thule flere rejser og nåede Peary Land over isen. Da Knud Rasmussen i 1910 havde etableret sin station ved Thule, påbegyndte han en række ekspeditioner, Thuleekspeditionerne 1912-1933, som bl.a. kortlagde de store fjorde ved nordkysten og knyttede forbindelsen til øst. Dermed var stort set hele landets kyst kendt.

Indlandsisen forsøgte J.A.D. Jensen (Bildsøe) (1849-1936) i 1878 og Alfred Nordenskiöld i 1883 at trænge ind på fra vest. I 1888 valgte Fridtjof Nansen at gå den modsatte vej, op på isen ved Ammassalik og tværs over landet til Godthåbsfjorden. Samme vej fulgte J.P. Koch 1912-1913 fra Nordøstgrønland til Upernavik. Siden fulgte flere efter, og det stod nu klart, at der var tale om et sammenhængende isdække i hele landets indre.

Videnskabelige undersøgelser

Da en kolonisation og mission havde fået fodfæste i begyndelsen af 1700-tallet, begyndte man at samle viden om landets mennesker og natur. Missionæren Hans Egede lagde selv for med udgivelsen af sin Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie i 1741, der befordrede en dansk etnografisk forskning i 1700-tallet. Pioneren inden for faunaen var missionær Otto Fabricius, der i 1780 udgav sin Fauna Groenlandica.

Den første, som foretog en systematisk undersøgelse af mineralerne, var den tyske geolog Karl Ludwig Giesecke, der strandede på Grønland under Englænderkrigene 1807-1814. Da geologen H. Rink 40 år senere blev inspektør i Sydgrønland, fortsatte han de grundige geologiske undersøgelser.

Siden 1800-tallet har en omfattende forskning fundet sted inden for næsten alle områder. Geologien er blevet suppleret med zoologiske og botaniske undersøgelser, og også kortlægningen af landet er fortsat med moderne hjælpemidler, under Lauge Kochs ekspeditioner fra 1920 til 1940'erne for første gang med flyfotografering.

De geologiske undersøgelser, siden 1946 organiseret i Grønlands Geologiske Undersøgelse, har resulteret i flere mineprojekter med stor økonomisk betydning. Undersøgelser af havet omkring Grønland og af dyrelivet, som er gennemført siden 1879, har haft afgørende betydning for udviklingen af hovederhvervet, fiskeri. Siden 1946 er denne forskning organiseret i Grønlands Fiskeriundersøgelser, der i 1995 blev en del af Grønlands Naturinstitut. Siden slutningen af 1800-tallet er der foretaget systematiske meteorologiske observationer i Grønland, som er af stor betydning for klimaforskning og for europæiske vejrprognoser. Epokegørende for forståelsen af fortidens klimasvingninger har de borekerner fra Indlandsisen været, som er hentet op siden 1980 (se Indlandsisen).

I 1906 anlagde botanikeren Morten P. Porsild (1872-1956) en naturvidenskabelig station på Disko Ø (Qeqertarsuaq), der siden har været centrum for en mangesidig forskning, ikke mindst inden for botanik.

Den systematiske udforskning af Grønlands forhistorie blev indledt i 1920'erne med arkæologiske udgravninger i de norrøne bygder (fra 1921) og på de inuitiske bopladser (fra 1929).

I 1878 nedsatte den danske regering for at støtte den videnskabelige forskning Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland, der 1931 blev afløst af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Siden 1879 har den udsendt det monumentale værk Meddelelser om Grønland, hvori resultater af forskningen inden for alle områder er blevet offentliggjort. Administrativt har Dansk Polarcenter, der blev oprettet i 1989, fungeret som sekretariat og medkoordinator for de videnskabelige undersøgelser i Grønland, suppleret med grønlandske initiativer under hjemmestyret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig