Grønland - geografi

Grønland. Diskobugten mellem Disko Ø og Vestgrønlands kyst.

.

Grønland. Lufthavnen i Søndre Strømfjord, 2005.

.

Ilulissat lufthavn

.

Iilulissat isfjord.

.

Grønland.

.

Equip Sermia-gletsjeren nær Ilulissat, Grønland.

.

Grønland består af 5 kommuner: Kommune Kujalleq, Kommuneqarfik Sermersooq, Qeqqata Kommunia, Kommune Qeqertalik og Qaasuitsup Kommunia. Uden for kommuneinddelingen ligger Nationalparken i Nord- og Østgrønland og baseområdet Pituffik (Thule Air Base).

Befolkning

Udsigt fra Maniitsoq.

.

Befolkningstallet har siden 1990'erne ligget ret stabilt omkring 56.000 personer. Den grønlandske befolkning har et fødselsoverskud, men det modsvares af en udvandring af til bl.a. Danmark.

Alle bosætninger ligger ved kysten, og de seks største byer, som alle ligger på vestkysten, rummer over halvdelen af indbyggerne; de seks byer er

Resten af befolkningen bebor de øvrige byer og mere end 130 bygder, stationer og fåreholdersteder. Generelt oplever de mindre byer og bygderne en jævn nedgang i folketallet.

Hvert år er der stor ind- og udflytning til og fra Grønland. Det drejer sig bl.a. om grønlandske unge, som studerer i Danmark. Også en stor del af de årlige flytninger inden for Grønland har baggrund i uddannelsesforhold.

Erhverv

Indtil 1950 var privat forretningsvirksomhed ikke tilladt i Grønland, og den offentlige sektor er fortsat meget stor. Erhvervsstrukturen domineres af nogle få offentligt ejede virksomheder inden for fiskeindustri (Royal Greenland), engros- og detailhandel (KNI, Kalaallit Niuerfiat) og infrastruktur (TelePost og Air Greenland). Hertil kommer ca. 2000 små og store virksomheder i det private erhvervsliv. Den store offentlige sektor er genstand for tilbagevendende debat. Dens omfang skyldes bl.a. ønsket om stabilitet og forsyningssikkerhed på et hjemmemarked, som er så lille og geografisk opdelt, at der vanskeligt er plads til almindelig konkurrence.

Fiskeri og fiskeindustri

Fiskeri og fiskeindustri er Grønlands eneste eksporterhverv af betydning. I 1970'erne var der stor optimisme i fiskeriet, og flåden voksede voldsomt frem til en stor overkapacitet i slutningen af 1980'erne; den er siden reduceret med en tredjedel. Trawlerflåden er hjemmehørende i byerne med udbyggede havnefaciliteter, mens bygdernes flåder består af mindre fartøjer, bl.a. skønsmæssigt 5000 joller. 1500 personer er egentlige erhvervsfiskere, men næsten alle mandlige indbyggere i Grønland driver en eller anden form for deltids- eller lystfiskeri.

Økonomisk er rejefiskeriet langt det vigtigste. Rejepriserne er stærkt afhængige af rejernes størrelse og behandling; højeste priser opnås for store, enkeltfrosne rejer til det japanske marked. De fryses og pakkes om bord under overvågning af japanske kontrollører.

Det hjemmestyreejede aktieselskab Royal Greenland ejer en stor del af fiskeindustrien; men også private selskaber som Polar Seafood og Arctic Prime Fisheries samt mindre private virksomheder driver indhandling og fiskeproduktion. Royal Greenland driver fabrikker og indhandlingsanlæg i hele Grønland samt fabriksanlæg i bl.a. Tyskland og Polen. De største rejefabrikker ligger ved de store rejefelter ud for Sisimiut, Ilulissat samt Nuuk, og det vigtigste produkt er kogte og pillede rejer. Rejerne pilles maskinelt og bulkpakkes, mens detailpakningen finder sted på koncernens fabrik i Cuxhaven. Endvidere ejer og driver Royal Greenland rejetrawlere, som producerer søkogte rejer og de såkaldte japanrejer med skal.

Ud over fiskeindustrien findes forskellige følgevirksomheder i de større byer; reparationsværfter, vodbinderier mv. I Qaqortoq ligger garveriet Great Greenland med tilhørende systue; her forarbejdes alle typer grønlandske skind.

Service og handel

Det offentligt ejede KNI har butikker i alle bygder og en række mindre byer og står for ca. en tredjedel af detailhandelen. Den øvrige detailhandel dækkes af Kalaallit Nunaani Brugseni, Pisiffik og en række mindre, private forretninger. Frem til 1993 havde KNI monopol på salg af afgiftspligtige varer (spiritus, tobak, kosmetik). Et vigtigt led i detailhandelen er brættet, hvor lokale fangere og fiskere sælger dagens fangst direkte til kunden. I de større byer er der indrettet lokaler og installationer til brættet, mens det i øvrigt blot er en aftalt lokalitet.

Kommunerne er arbejdsgiver for de fleste offentligt ansatte. Men selvstyret driver også store sektorer som sundhedsvæsen, uddannelse og administration. Dertil kommer de mange arbejdspladser i de selvstyreejede virksomheder. En stor del af arbejdspladserne ligger i Nuuk.

Infrastruktur

Grønland. Qaanaag 2005.

.

Uden for byerne er der stort set ingen veje i Grønland. Al transport mellem byerne foregår med skib, fly og helikopter. En række byer har landingsbaner til fastvingede fly og de fleste bygder har landingsfaciliteter. De øvrige bygder kan kun nås med småskibe, om vinteren evt. med hundeslæde.

Regional beskrivelse

Grønland kan opdeles i fire regioner med hver sit erhvervsøkonomiske præg: Sydgrønland, Åbentvandsområdet i Vestgrønland, Diskobugten og yderdistrikterne. Hertil kommer de helt mennesketomme isdækkede områder.

Sydgrønland

Fiskeriet i denne region er traditionelt efter torsk, og området er hårdt ramt af store udsving i torskebestanden. Desuden hæmmes fiskeriet en del af storisen, som om sommeren fra Østgrønland driver rundt om Kap Farvel. Regionen rummer næsten alle Grønlands fåreholdersteder og erhvervene knyttet hertil. Turismen er i stærk vækst; sommervejret er som oftest ret mildt og fugtigt, og landskabet velegnet til vandreturisme. Nær Qaqortoq ligger Hvalsey kirkeruin og andre minder om nordbotiden.

Åbentvandsområdet

De fire sydligste havne kan alle besejles året rundt, en stor del af fiskerflåden har hjemme her, og fiskeri er overalt vigtigt. Regionen rummer halvdelen af Grønlands befolkning, og langt de fleste bor i de fire største byer, mens der kun er få bygder. Kangerlussuaq ved bunden af den lange, smalle Søndre Strømfjord er knudepunkt for Grønlands lufttrafik. Den tidligere amerikanske luftbase er civil lufthavn administreret af Grønlands Selvstyre. Her satses bl.a. på turisme og konferencevirksomhed.

Disko Bugt

Dette er området for de mindre, indenskærs rejetrawlere samt fiskeri efter hellefisk. På grund af islæg om vinteren må der om sommeren opbygges et råvarelager på rejefabrikkerne, således at der også er arbejde i vintermånederne. Kangia (Jakobshavn Isfjord) munder ud i Disko Bugt; den er den nordlige halvkugles mest produktive gletsjer, og hvert år sender den 15 km3 isbjerge ud i bugten.

Yderdistrikterne

Området rummer under en femtedel af landets befolkning. Her spiller det traditionelle fangererhverv fortsat en central rolle, og en stor del af befolkningen bor i bygder med en høj grad af selvforsyningsøkonomi. Uummannaq, Upernavik og senest Qaanaaq har desuden et voksende fiskeri efter hellefisk.

Territoriet

Efter længere tids forhandling er der opnået enighed mellem Grønland og Island om grænsen for territorialfarvandene. Det lille skær Kolbeinsey, som Island i årtier havde holdt kunstigt oven vande vha. beton, har givet Island 30% af det havområde, der hidtil har været en såkaldt gråzone, hvis fordeling der ikke kunne opnås enighed om.

I 2001 plantedes de danske og grønlandske flag på den lille Tobias Ø 70 km fra Nordøstgrønlands kyst. Øen, der har været rygtevis kendt som Fatamorganaøerne siden Danmark-ekspeditionen 1906-1908, blev genopdaget af tyske forskere i 1993. Den har navn efter Tobias Otto Mikael Gabrielsen (1879-1945), der var slædekusk på ekspeditionen.

Økonomi og samfund

Det grønlandske rejefiskeri er, ud over bloktilskuddet fra Danmark, fortsat hjørnestenen i økonomien. Fiskeriet efter hellefisk vokser fortsat, og hertil har et markant fiskeri efter bl.a. torsk og stenbider givet et betragteligt tilskud til økonomien. Produktion af sælprodukter spiller en rolle på hjemmemarkedet, men et forsøg på at markedsføre sælprodukter i Kina endte med en større økonomisk skandale, idet forventningerne var sat alt for højt.

Udvikling af de grønlandske råstoffer og energiresurser udgør et stort potentiale, men investeringslysten svækkes af de store omkostninger under de barske naturbetingelser. Efterforskningsboringer ud for Nuuk og Disko har vist gode indikationer på olie- og gasforekomster, men stadig ikke sikre nok til, at firmaer vil satse på efterforskning i større målestok. I mindre målestok er en produktion begyndt af rubiner og pink safir ved Qeqertarsuatsiaat samt anorthosit ved Kangerlussuaq. Minedriften er dog besværliggjort af bl.a. prisudsving på verdensmarkedet og de høje udvindingsomkostninger. Forvaltningen af råstofområdet er overtaget af selvstyret i 2010.

Der er foregået en vis privatisering af det grønlandske erhvervsliv. Tidligere hjemmestyreejede virksomheder som værfterne er blevet omdannet til private virksomheder, ligesom KNI's butikker i de store byer er privatiseret. Infrastrukturen er blevet forbedret ved bygning af landingsbaner for fastvingede fly i byerne Paamiut, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat, Qaarsut/Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq.

Den danske befolkningsandel i Grønland nåede et maksimum i 1989, hvor ca. 10.000 personer var født uden for Grønland. Siden da har tallet været faldende, i 2020 til omkring 5000.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (3)

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig