Grímsvötn

Grímsvötn, vulkan og isdækket sø, som i 1450 m højde ligger i gletsjeren Vatnajökull i det sydøstlige Island. Grímsvötn er den mest aktive af Islands vulkaner med 35-40 kendte udbrud de seneste 1100 år.

Området er et af Islands største geotermiske områder, og det er jordvarmen, som er ansvarlig for vandtilførslen til søen. Med mellemrum bliver vandtrykket så stort, at hele den 300-600 m tykke gletsjer, som omringer søen, løftes, og vandet strømmer ud ved gletsjerens bund, ud over den store slette Skeiðarársandur. Det voldsomme fænomen kaldes jøkelløb og finder sted med 4-6 års mellemrum.

I 1996 blev den islandske hovedringvej med flere store broer skyllet bort ved et voldsomt jøkelløb fra nabovulkanen Bárðarbunga. Grímsvötn var i udbrud igen i 1998 og 2004; det sidstnævnte forårsagede et jøkelløb, dog uden skade på veje eller broer. I november 2010 måltes der øget aktivitet i vulkanen, og i maj 2011 gik den igen i udbrud.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig