Grækenlands historie 1453-1829

Mens tyrkerne besad det græske område, blev Athens Akropolis indrettet som den tyrkiske kommandants hovedkvarter. Parthenon blev i 1460 omdannet til moské, og en minaret opførtes på templets vestside. Under det venetianske bombardement i 1687 blev templet stærkt beskadiget. Skadernes omfang forstærkedes af, at tyrkerne også anvendte bygningen til krudtkammer. Samtidigt stik.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Den østromerske græske blomstring blev standset ved den osmanniske erobring, hvor Konstantinopel blev indtaget i 1453, Athen i 1456. Der var dog på det tidspunkt stadig græske områder, der var under frankisk herredømme. Således beherskede venetianerne omkring år 1500 både Cypern, Kreta og De Joniske Øer.

Forholdet mellem grækere og venetianere var belastet af den religiøse forskel mellem katolikker og ortodokse kristne, og den osmanniske erobring af Cypern i 1570-1571 og af Kreta i 1648-1669 blev ikke opfattet som en katastrofe for græskheden.

Kun De Joniske Øer og et område på Peloponnes kom aldrig under osmanniske styre, men forblev under venetiansk herredømme indtil 1797, da de kom under først fransk, senere britisk herredømme. Kulturen på De Joniske Øer kom derfor til at udvise en række særtræk først og fremmest pga. den italienske påvirkning.

Frihedsbevægelsen opstår

Med Osmannerrigets svækkelse opstod der i slutningen af 1700-tallet en græsk national frihedsbevægelse, som manifesterede sig i lokale revolter mod det osmanniske styre. Endvidere bragte veluddannede diasporagrækere, bosat i vesteuropæiske hovedstæder, Den Franske Revolutions idéer til de græske områder.

Inspireret heraf skabte Adamantios Korais og Rigas Feraios (Rigas Velestinlis) det teoretisk-politiske grundlag for Den Græske Frihedskrig og dannelsen af en græsk nationalstat. Frihedskrigen var udtryk for en stigende national selvbevidsthed, men kan samtidig ses som en social revolution rettet mod den politiske og jordejende elite.

Den græske frihedskrig

Den Græske Frihedskrig brød ud den marts 1821 foranlediget af den osmanniske sultans guvernør over Epiros, Ali Paşas, løsrivelsesforsøg 1820-1821 samt revolter iværksat af den hemmelige græske organisation Philiki Etairia, som var blevet dannet i Odessa i 1814.

Trods grækernes maritime overlegenhed og støtte fra filhellenske bevægelser i Europa lykkedes det sultanens militær at nedkæmpe oprøret. Den græske tilbagegang skyldtes interne stridigheder og komplicerede magtkampe, som til tider antog karakter af borgerkrig.

Internationale dimensioner i frihedskrigen

Krigen antog hurtigt internationale dimensioner. I 1825 blev den egyptiske hær landsat på Peloponnes, og året efter blev Athen indtaget. For at sikre magtbalancen i området og egen dominans over grækerne gik Storbritannien, Frankrig og Rusland ind i krigen efter en traktat indgået 1827 i London. I oktober samme år afgjorde de krigen til grækernes fordel ved at sænke sultanens flåde ud for Navarino i historiens sidste store søslag mellem sejlskibe. Forinden havde grækerne vedtaget en liberal grundlov og valgt Ioannis Kapodistrias til republikkens første præsident.

Ved fredsslutningen i 1829 blev Grækenlands selvstændighed anerkendt med Rusland som primær beskyttelsesmagt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig