Græsk musik er præget af de traditionelle musikalske former.

Folkemusik

Græsk folkemusik udgøres af flere forskellige regionale stilarter, der har udviklet sig på landet og i byerne i vekselvirkning med nabolandene og de nationale mindretal. Overordnet skelnes mellem tre stilområder: fastlandet, øerne og Lilleasien. I nyere tid er enkelte genrer via medierne blevet alment kendte, fx den lilleasiatiskinspirerede rebetika og danse som kalamatianos og tsamikos.

Trods store forskelle findes dog væsentlige fællestræk. Folkesangene bygger på stavelsestællende vers med især seks, syv, otte og tolv stavelser foruden den jambiske 15-stavelses-linje delt i to halvvers (8+7). Under udførelsen forsynes teksterne med udråb, fyldeord og stavelsesgentagelser.

Skalaerne er overvejende syvtoneskalaer, dels diatoniske, dels kromatiske med et eller to forstørrede sekundskridt. Rytmen kan være fri eller fast, og asymmetriske takter er hyppige: 7/8-takt er græsk, mens 9/8- og 9/4-takt (2+2+2+3), der kendes fra dansene karsilamas og zeibekikos, er af tyrkisk oprindelse.

De lokale stilarter karakteriseres ved deres individuelle skalaer og rytmer, ornamentik og improvisation. Epiros, hvor grækere, albanere og aromuner bor side om side, er speciel ved sin pentatonik og sin tre- og firestemmige vokalpolyfoni med bordunklang (ison, bassos).

Typisk er klagesangene mirologia og røverballaderne kleftika, der udføres i fri rytme både vokalt og instrumentalt. En balladetradition fra 1200-tallet er blandt andet bevaret i Thrakien, hvor man synger om helten Digenis Akritas til ledsagelse af strygeinstrumentet lira. På nogle af øerne bærer musikken efter italiensk indflydelse præg af terts- og treklangsharmonik.

Græske landsbyspillemænd findes næsten overalt, professionelle musikere derimod mest på fastlandet, ofte romaer med oboskalmejer og trommer, zurnades (se zurna), eller ensembler med melodiførende klarinet eller violin. I sammenspil udfører de ledsagende instrumenter enklere former af melodien eller støtter med bordunklang.

Kunstmusik

En national græsk kunstmusik blev grundlagt 1908 af Manolis Kalomiris (1883-1962) og repræsenteres af bl.a. Nikos Skalkottas. Efter 1945 fulgte en fornyelse i kompositionsstilen med inspiration fra tidens store europæiske komponister og fra den græske bymæssige folkemusik rebetika. Til denne generation hører bl.a. Mikis Theodorakis, Argyris Kounadis (1924-2011), Manos Chatzidakis (1925-1994) og Iannis Xenakis.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig