Grækenland - litteratur (Efter 1990)

Grækenland - litteratur (Efter 1990), I 1990'erne skete der store omvæltninger på Balkan. De kommunistiske regimers sammenbrud og opløsningen af Jugoslavien medførte en massiv indvandring nordfra til Grækenland. Den græske identitet og nationalfølelse stilledes således over for store udfordringer; harmoniseringen med Vesteuropa gennem EU-medlemskabet, massemediernes dominans, internationaliseringen, græsk økonomisk ekspansion i nabolandene og tilstedeværelsen af mange hundrede tusinder, ofte fattige, udlændinge er således temaer, som hyppigt er blevet behandlet. Blandt mange forfatter kan nævnes Sotiris Dimitriou (f. 1955) og Ioanna Karystiani (f. 1952). Også den historiske roman er igen dukket op med temaer hentet lige fra den byzantinske periode op til 1950-60'erne.

Den gamle strid mellem folkesprog og det lærde katharevusa er i dag overstået. Forfatterne er nu fast forankrede i et moderne græsk, som de formår at udnytte i hele dets historiske rigdom fra nutidens slang og management-jargon til ældre tiders lærde eller folkloristiske udtryk. Samtidig er det 19. århundredes forfattere, der skrev i den lærde sprogtradition, blevet genopdaget og opvurderet (fx Roidis og Georgios Vizyinos) og i et vist omfang forsøgt "oversat" til nygræsk.

Gå til starten af Grækenland - litteratur eller læs mere om Grækenland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig