Et af de betydeligste levn fra overgangen mellem oldkristen og tidlig byzantinsk tid er den store, delvist bevarede mosaikudsmykning af kuplen i Sankt Georg-rotunden i Thessaloniki (400-tallet), og det vigtigste mosaikarbejde fra 600-tallet er udsmykningen i Sankt Demetrios-kirken i samme by.

Under ikonoklasmen 726-843 raseredes størstedelen af de udsmykkede kirker i Grækenland ligesom andre steder i Det Byzantinske Rige, og først i den efterfølgende periode frem til 1204 oplevedes en ny kunstnerisk vækst.

Mosaikkunsten nåede et højdepunkt med de store billedprogrammer i Hosios Lukas nær Delfi (ca. 1000), Nea Moni på Chios (1000-tallet) og Dafni nær Athen (ca. 1100).

Fra perioden under Komnenos- og Angelos-dynastierne (1081-1204) er bevaret betydelige freskoudsmykninger af høj kvalitet overalt i Grækenland, fx i Kastoria og på Cypern.

Den palæologiske renæssance i 1200-1400-tallet betød en sidste opblomstring af den byzantinske tradition. I despotatet Mistra på Peloponnes kom dette til udtryk i kirker som Peribleptos, Pantanassa og Metropolis, alle udsmykket med freskoer, hvis stærke farver og figurer med livlig gestik og dramatiske bevægelser afspejler det sublime i den samtidige hofkunst i Konstantinopel. Se også Det Byzantinske Rige (billedkunst).

Under det tyrkiske overherredømme fra 1503 fik den byzantinske kunst en eftergrøde, især med Kretaskolens malere, idet Kreta, skønt venetiansk koloniø frem til 1669, havde et frugtbart kunstnerisk miljø.

Kretensiske freskomalere blev kendt for deres arbejder på Athos og i Meteora. På selve Kreta stod ikonmaleriet meget højt, og dets ypperste repræsentanter i 1500-tallet var Georgios Klotzas og Michael Damaskinos; i deres kunst ses ofte en påvirkning fra den italienske renæssance. Det var også her, at El Greco voksede op og udlærtes som ikonmaler, før han rejste til Vesteuropa. I 1600- og 1700-tallet var det hovedsageligt på De Joniske Øer, at ikonmaleriet levede videre, ofte med stærk indflydelse fra barokkunsten. Generelt prægedes den religiøse kunst af en stedse mere folkelig stil.

Den moderne, verdslige billedkunst begyndte med den græske frihedskamp i 1820'erne og den stærkere orientering mod Vesteuropa. Under kong Otto 1. grundlagdes kunstakademiet, hvorfra talentfulde studerende sendtes til akademiet i München.

Påvirkningen fra den tyske realisme slog igennem fra midten af 1800-tallet, fx hos Nikolaus Gysis (1842-1901), Nikiforos Lytras (1832-1904) og Theodoros Vryzakis (1814-1878). Med Kostas Parthenis introduceredes den franske impressionisme i Grækenland. I 1900-tallet er den naivistiske kunst repræsenteret af Chatzimichalis Theofilos (1870-1934), den abstrakte af Alexandros Kontopoulos (1905-1975) og Giannis Spyropoulos (1912-1990).

Med baggrund i mellemkrigstidens søgen efter en græsk national identitet og som professor ved kunstakademiet i Athen fra 1947 har Ioannis Moralis (1916-2009) haft stor betydning for udviklingen af moderne græsk billedkunst. Takis (Paniotis Vassilakis, 1925-2019) har arbejdet med kinetisk kunst og installationer.

Til den yngste generation af kunstnere, der dækker flere facetter af de internationale strømninger, hører Giannis Adamakos (f. 1952), Barbara Mavrakaki (f. 1942), Kyriakos Mortarakis (f. 1948) og Vana Xenous (f. 1949).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig