Perioden fra 300- til 500-tallet var præget af overgangen fra senantik til oldkristen arkitektur. Templerne blev lukket og efter kejser Theodosius 2.s dekret i 435 indrettet til kristen kultbrug; således indviedes Parthenontemplet på Athens Akropolis i 500-tallet til kirke.

Samtidig iværksattes et kirkebyggeri, som fra 400-tallet fik et anseeligt omfang, især af flerskibede basilikaer med forhal og tværskib; af storslået omfang var Sankt Demetrios-basilikaen i Thessaloniki (genrejst efter en brand i 1917).

Fundet af en synagoge nær en basilika på øen Ægina antyder, at også den jødiske diaspora har haft en arkitektur. Under kejser Justinian 1. (527-565) indledtes atter et energisk kirkebyggeri, kendetegnet ved anvendelse af centralplaner og kupler. Den ny plantype nåede også ud til de græske provinser, fx den delvist bevarede Sankt Titus-basilika (500-tallet) i Gortys på Kreta.

Mens den tidlige byzantinske periode. i 400-500-tallet var en blomstringstid, var de to følgende århundreder en nedgangstid. Ustabile politiske forhold, arabernes erobring af Kreta i 823, store jordskælv og ikonoklasmen 726-843 medførte, at et anseeligt antal bygninger ødelagdes, og lidet blev nybygget.

Den mellembyzantinske periode i 800-1100-tallet prægedes af en ny dynamik, bl.a. klosterbyggerier på Athos, fx Store Lavra fra 1000-tallet Periodens brug af mønstermuring, fx sav- og tandsnitfriser, er bevaret i Athens små bykirker, men også i provinserne, fx kirkerne i Kastoria. Af den civile arkitektur er kun arkæologiske spor bevaret, og de er vanskelige at udskille fra levn af ældre perioders bygninger. Borgerhuse med fire længer omkring et atrium er påvist i Athen. Fra den palæologiske renæssance i 1200-1400-tallet stammer klosterbyggerierne i Meteora og Mistra. Se også arkitektur i Det Byzantinske Rige.

Fra tyrkervældet er der foruden en lang række moskéer bevaret en rig landsbyarkitektur, fx bjergbyerne i Zagoriaområdet i Pindosbjergene, hvoraf mange er 500 år gamle.

Efter frihedskrigen i 1820'erne spillede Athen en hovedrolle i moderne græsk arkitektur, der blev præget af mange udenlandske arkitekter. Der rejstes bygninger i senempire og i neobyzantinsk stil, og de danske arkitekter Christian og Theophilus Hansen bidrog hertil med bl.a. universitetet, akademiet og nationalbiblioteket. Også i 1900-tallet har udenlandske arkitekter, fx Walter Gropius og Eero Saarinen, præget Athen i vekselvirkning med græske arkitekter som Petrus Vassiliadis, Konstantinos Doxiadis, Thymios Papagiannis og Ioannis Travlos.

Dimitris Antonakakis (f. 1933) og hans kone, Suzanna (f. 1935), repræsenterer en ny-regionalisme, der bl.a. kommer til udtryk i Det Arkæologiske Museum på Chios, Pinakoteket i Athen og flere byggerier på Kreta.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig