Gråbrødretorv

Gråbrødretorv, torv i det indre København. I 1238 blev der her oprettet et gråbrødrekloster, hvilket har givet navn til torvet. I 1530 blev klostret nedlagt og bygningerne nedrevet; dog er der under nogle af de nuværende ejendomme omkring torvet bevaret bygningsrester fra klostret.

Corfitz Ulfeldt byggede en gård på klostergrunden, men da han i 1663 blev dømt som landsforrædder og frakendt liv og gods, blev hans gård nedbrudt og området udlagt som offentlig plads. En skamstøtte over Corfitz Ulfeldt rejstes her til minde om hans ugerning.

I 1841 skiftede pladsen navn fra Ulfeldts Plads til det nuværende Gråbrødretorv; året efter blev skamstøtten nedtaget. I 1968 fik torvet status som gågade.

Gråbrødretorv blev hærget under Københavns brand i 1728, og bebyggelsen præges i dag af bygninger fra tiden derefter, bl.a. en række velbevarede og smukt istandsatte ildebrandshuse fra begyndelsen af 1730'erne. Et meget stort platantræ, Søren Georg Jensens vandkunst fra 1971 samt en lang række restauranter og cafeer sætter tillige præg på torvet.

Gråbrødretorv nr. 3, kaldet Wessels Hus, blev opført i 1732, og her boede digteren Johan Herman Wessel i 1770'erne på 2. sal. Arkitekturhistorikeren Harald Langberg overtog huset i 1940'erne og lod i 1944 arkitekten Elna Møller istandsætte og modernisere det på forbilledlig vis; dette arbejde blev præmieret af Københavns Kommune i 1945. På 3. sal er der indrettet to mindestuer for Wessel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig