Gneisenau som slagskibet så ud 1941-42.

.

Gneisenau, tysk slagskib (undertiden fejlagtigt benævnt slagkrydser) i Scharnhorst-klassen; deplacement 31.800 ton. Hovedbevæbningen var ni 28 cm kanoner, og det kunne skyde en fart på 30,7 knob. Gneisenau blev søsat i 1936 og deltog bl.a. sammen med søsterskibet Scharnhorst i operationer ved Norge i 1940 og i Atlanterhavet i 1941. Gneisenau blev herefter indesluttet i Brest 1941-42, men undslap sammen med Scharnhorst og krydseren Prinz Eugen gennem Den Engelske Kanal 11.-12.2.1942. Snart efter, 26.-27.2.1942, blev Gneisenau delvist ødelagt i Kiel af britiske bombefly. Derpå var skibet på værft i Gdynia (Gotenhafen), hvor det var tanken, at bl.a. hovedbevæbningen skulle opgraderes til de fra starten planlagte seks 38 cm kanoner. Reparationen af skibet blev dog indstillet efter sænkningen af Scharnhorst 26.12.1943. Gneisenau endte i stedet med at blive sænket som blokskib i Gdynia i marts 1945. Efter krigen blev det hævet og ophugget.

Fire af Gneisenaus 15 cm kanoner blev 1943 anbragt i et fæstningsanlæg på Fanø som led i Atlantvolden og 1952 genanvendt i Stevnsfortet, hvor de stadig kan ses.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig