Gloucester - by i England

Gloucester, by i SV-England ved Severnfloden mellem Cotswold-højdedraget i øst og Deanskoven i vest, 136.400 indb. (2011). En 26 km lang sejlbar kanal forbinder byen med Bristol Channel. Industrien er varieret med skibsværfter, flyindustri, gamle savværker, elektronik- og tekstilindustri samt produktion af landbrugsmaskiner m.m. Byen har et omfattende handelsliv, og den tiltrækker mange turister.

Gloucester var oprindelig romersk koloni under navnet Glevum. Byen voksede op på ny omkring klosteret, grundlagt 681; kirken, der er en af Englands smukkeste, blev påbegyndt 1089 i normannisk romansk stil, fik gotisk kor 1337-67 med betydelige glasmalerier og et mægtigt sengotisk tårn 1450-60. Den blev efter Reformationen domkirke i et nyt stift og har siden 1717 skiftevis med Hereford og Worcester været rammen om Three Choirs Festival. Englands første søndagsskole blev oprettet i Gloucester i 1780. I havneområdet findes i dag kanalmuseet National Waterways Museum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig