Giuseppe Ferrari, 7.3.1811-2.6.1876, italiensk filosof, historiker og politiker. Ferrari tog i 1838 til Frankrig, hvor han i løbet af en omskiftelig akademisk karriere bl.a. udgav bøger om revolutionens nødvendighed i italiensk historie, fx Histoire des révolutions d'Italie (bind I-IV, 1856-58). I 1859 vendte Ferrari tilbage til Italien, hvor han forgæves forsøgte at præge landets samling (Risorgimento) i en føderalistisk retning. I 1876 blev han udpeget til senator.