Giulio Andreotti

Faktaboks

Giulio Andreotti
født:
14. januar 1919
død:
6. maj 2013

Giulio Andreotti, 14.1.1919-6.5.2013, italiensk politiker. Han blev i 1942 formand for den katolske studenterorganisation FUCI, 1944 medlem af partiet De Kristelige Demokrater Democrazia Cristianas (DC) nationalråd. I 1946 indvalgtes han i den forfatningsgivende forsamling og var 1948-92 medlem af Deputeretkammeret; 1992 blev han udnævnt til senator på livstid. I 1954 blev Andreotti finansminister og var siden medlem af næsten alle italienske regeringer indtil 1992; premierminister 1972-73, 1976-79 og 1989-92. Han var i 1992 kandidat til præsidentposten, men blev slået af partifællen Oscar Luigi Scalfaro.

Giulio Andreotti har kaldt en af sine mange bøger Magten er opslidende, men det er nu bedst ikke at miste den, en titel, der afspejler hans udpræget pragmatiske politik. Valget i april 1992 blev et nederlag for ham og hans højrefløj af DC . Da han i foråret 1993 beskyldtes for at have stået i ledtog med sicilianske mafiafamilier, forhindrede DC for første gang i Andreottis kontroversielle karriere ikke, at hans parlamentariske immunitet blev hævet. Efter to retssager, der begyndte i 1994, fik Andreotti i 1999 dom for, at han ikke bestilte mordet på en skandalejournalist i 1979, og at han heller ikke har været medlem af en mafiaorganisation. Domstolen i Perugia fandt udtrykkeligt Andreotti og hans medanklagede uskyldige i mordanklagen, og retten i Palermo fandt, at anklagemyndigheden ikke havde bevist sin påstand om Andreottis forbindelser til mafiaen. Anklagemyndigheden i Palermo appellerede imidlertid mafiasagen mod Andreotti i 2000. Han idømtes 24 års fængsel i 2002, men blev omgående løsladt efter at have appelleret. Året efter blev Andreotti frikendt for mord, men retten fastslog, at han havde haft tætte forbindelser til mafiaen indtil omkring 1980.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig