Giovanni da Milano, italiensk maler, som man har oplysninger om i perioden 1346-69. Giovanni kom ca. 1350 fra Lombardiet til Toscana, hvor hans kendteste værk er freskoerne i sakristiet i Santa Croce-kirken i Firenze (ca. 1365) med scener fra Marias, Jesu og Maria Magdalenes liv. Hans stil kombinerer det fortællende, bragt med fra Norditalien, med det monumentale, lært i Firenze, og en blid farve- og lysbehandling, lært i Siena.