Giorgos Seferis

Faktaboks

Giorgos Seferis
født:
1900
død:
1971

Giorgos Seferis fotograferet i Kastrup Lufthavn under en mellemlanding i 1963 med et eksemplar af den danske udgave af hans digte.

.

Giorgos Seferis, 1900-1971, græsk lyriker. Giorgos Seferis' liv blev præget af skelsættende begivenheder i nyere græsk historie, som han som karrierediplomat oplevede på nært hold gennem mere end 30 år.

Efter de første digte i samlingen Strofe (1931) finder hans lyrik en mere definitiv form i de 24 digte Mythistorima (1935), en odyssé i et mytisk homerisk univers befolket med personer på jagt efter identitet i en forandret verden.

Giorgos Seferis' gæld til angelsaksisk modernisme er her tydelig, men den i Strofe mere universelt eksistentielle søgen får nu en græsk fortolkning. De vanskelige eksilår i Afrika og Mellemøsten under 2. Verdenskrig gav ham mulighed for distance og revurdering af mange elementer i græsk kultur, hvilket fandt et sammenfattende udtryk i Logbog 2 (Alexandria, 1944), hvor det store digt "Det sidste stop" og det senere "Droslen" (da. 1963) gør et personligt og kollektivt regnskab op.

De illusioner, Seferis måtte have haft om politiske ledere, fik et brat knæk under Cypernkrisen i 1950, og han vendte sig med bitterhed og skuffelse mod den britiske imperialisme.

Skildringen af dette og mødet med den græske "myte", som han genfandt hos Cyperns folk, findes i Logbog 3 (1955), der rummer nogle af hans smukkeste og lettest tilgængelige digte.

Da oberstjuntaen overtog magten i 1967, undsagde den aldrende Giorgos Seferis diktaturet offentligt, men hans frygt for at dø i et nyt eksil afholdt ham fra større manifestationer.

Hans digtning, der er præget af humanisme og kærlighed til det græske folk og dets kultur, hører til blandt 1900-t.s vægtigste.

På dansk foreligger udvalget Digte (1963). Seferis modtog nobelprisen i 1963.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig