Faktaboks

Gianni Celati
Født
1937

Gianni Celati, f. 1937, italiensk forfatter med rødder i 1960'ernes norditalienske modernisme. Celati fik sit gennembrud med fortællesuiten fra Podalen Narratori delle pianure (1985, da. Fortællere fra sletten, 2002), der er en af de væsentligste skildringer af 1980'ernes postmoderne ydre og indre landskaber.

I de senere værker afprøver Celati essayistiske fortælleformer, især i rejsedagbøgerne Verso la foce (1989, Mod flodens munding) og Avventure in Africa (1998, Afrikanske eventyr) og Fatamorgana (2005). Celati oversætter desuden fransk og engelsk litteratur og har udgivet en spændende genfortælling af renæssancedigteren Boiardos epos om den forelskede Roland, l'Orlando Innamorato Raccontato in Prosa (1994). Novellerne i Cinema naturale (2001), skrevet over en periode på 20 år, afspejler forfatterskabets stilistiske og tematiske spektrum. Hans tidlige, mere ekspressionistiske romaner er udgivet samlet under titlen Parlamenti buffi (1989, Komiske samtaler).

I sit forsøg på at give stemme og form til anonyme landskaber og mennesker har Celati instrueret flere dokumentarfilm, bl.a. Visioni di che crollano (2003, Sammenstyrtende huse; om landskabet langs floden Po) og om fotografen Luigi Ghirris verden (1999).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig