Giacomo Matteotti

Faktaboks

Giacomo Matteotti
født:
22. maj 1885
død:
10. juni 1924

Giacomo Matteotti, 22.5.1885-10.6.1924, italiensk politiker og reformsocialist, leder af Partito Socialista Unitario (PSU), der opstod i 1922 ved en splittelse af Partito Socialista Italiano (PSI).

Efter offentligt at have beskyldt Benito Mussolini for svindel ved valget i april 1924 blev Giacomo Matteotti bortført på åben gade i Rom den 10/6, og i august blev han fundet død uden for byen; gerningsmændene var medlemmer af de fascistiske voldsbander.

Cesare Rossi fra regeringens pressekontor udpegede i et memorandum, offentliggjort i en antifascistisk avis, Mussolini som den hovedansvarlige. Den parlamentariske opposition, den såkaldte Aventino-secession, var dog for svag til at udnytte situationen.

I en tale til Parlamentet 3.1.1925 påtog Benito Mussolini sig det historiske, moralske og politiske ansvar for det skete og indførte derpå diktaturet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig