Faktaboks

Giacomo Carissimi
Født
1605
Død
1674

Giacomo Carissimi, 1605-1674, italiensk komponist. Efter en periode som kapelmester i Assisi blev Giacomo Carissimi i 1629 knyttet til Collegio Germanico og den tilhørende Sant'Apollinarekirke i Rom, hvor han virkede til sin død.

Carissimi er kendt for sine kammerkantater og motetter, men med sine ca. 15 oratorier, heriblandt Jefta, Jonas og Salomos dom, skrev han væsentlige bidrag til den dengang nye musikalske genre. Under indflydelse fra operaen udviklede han et udtryksfuldt tonesprog, hvis billedskabende virkning muliggjorde den udeladelse af scenisk handling, der netop kendetegner oratoriegenren.

Gennem sin ansættelse ved Collegio Germanico, der var et af modreformationens vigtigste centre, øvede Giacomo Carissimi betydelig indflydelse på den katolske kirkemusik i 1600-tallet. Han forfattede desuden en lærebog i sangteknik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig