Faktaboks

Gerd von Rundstedt
Født
12. december 1875, Aschersleben, Tyskland
Død
24. februar 1953, Hannover, Tyskland

Gerd von Rundstedt inspicerer bunkeranlægget i den nordfranske by Dieppe. Rundstedt var 1942-44 Oberbefehlshaber West, dvs. ansvarlig for det tyske forsvar langs Atlantvolden.

.

Gerd von Rundstedt var en tysk feltmarskal. Rundstedt, der var blevet officer i 1893 og havde været stabschef i et armékorps under 1. Verdenskrig, havde forladt aktiv tjeneste i 1938, men blev i 1939 tilkaldt for at føre et armékorps under angrebet på Polen. Derfra kom han til Vestfronten og ledede gennembruddet ind i Frankrig i maj 1940. I juni 1941 fik han kommandoen over det sydlige frontafsnit i angrebet på Sovjetunionen og erobrede det meste af Ukraine, før vinteren satte ind.

Da hans styrker i foråret 1942 blev presset tilbage af en sovjetisk modoffensiv, blev han kaldt hjem for i sommeren 1942 at blive øverstkommanderende i Vesteuropa. Da det i juni 1944 heller ikke lykkedes at slå den allierede invasion i Normandiet tilbage, blev han atter afløst, men kom til at lede den tyske modoffensiv i Ardennerne i december. I marts 1945 afgik han endeligt fra aktiv tjeneste.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig