Gerardus 't Hooft, f. 5.7.1946, hollandsk teoretisk fysiker, professor ved Utrecht Universitet fra 1977. 't Hooft har vist, at man kan normalisere Yang-Mills teori og derved undgå, at den fører til uendeligheder. Derudover har han fundet løsninger til teorien, som repræsenterer partikler, der bærer en enkelt magnetisk ladning (magnetisk monopol). Uafhængigt af andre forskere har 't Hooft opdaget, at den stærke kernekraft bliver svagere på meget korte afstande (asymptotisk frihed).