Georges Schéhadé var libaneser, men skrev sit forfatterskab, digte og teater, på fransk. Han var i mange år tilknyttet den franske kultur- og uddannelsesrepræsentation i Libanon. Hans raffinerede ordkunst har rødder i symbolismen, men billeduniverset minder om Paul Éluard, som han beundrede, og selv følte han sig knyttet til surrealismen.
Les Poésies (1938, fulgt af Poésies II og III, 1948 og 1949, enkelte på dansk, Aktuel surréalisme, 1966), et lille bind på kun 80 sider, udforsker i korte digte verden gennem termer af renselse og opløsning, som forsigtigt åbner for en forventning om tilblivelse. Hans poetiske teater foregriber det absurde teaters marionetter, der søvngængeragtigt og grotesk handler og taler, før de går til grunde. Mest kendt er Monsieur Bob'le (1951). På dansk opførtes som hørespil i DR Monsieur de Vasco (1956) i 1967 og L'Émigré de Brisbane (1963) i 1971.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.